Sygefraværsprocenten er blandt andet faldet væsentligt hen over året fra 7,7 procent i starten til 4,6 procent nu i gennemsnit.
"Denne positive udvikling vil kunne bidrage til færre udgifter til overarbejde og vikartimer fremadrettet," lyder det fra administrationen.
Samtidig er der afviklet en stor del af den oparbejdede afspadsering, så der i dag er 40 procent tilbage i forhold til starten af året. Derudover er der indgået en ny overenskomst, som der godt nok i starten vil være øgede udgifter forbundet med - men de bliver udlignet over en årrække, spår administrationen.
Og så er de første tiltag fra den politisk vedtagne genopretningsplan indarbejdet i 2024, mens også en ny ruteplan, der skal træde i kraft den 1. april, og som indeholder mindre kørsel på visse tider af døgnet, er på vej, hvis den bliver godkendt af politikerne. Den skal medføre en yderligere besparelse på tre millioner kroner i 2025.