KØB ABONNEMENT
TRAFIK / 10. NOV • 10:02

Byfornyelse lukker gader i månedsvis

Byfornyelse lukker gader i månedsvis
Flere gader i det centrale Nexø vil være spærret for trafik indtil marts. Det gælder blandt andet Købmagergade. Arkivfoto: Berit Hvassum
Journalist

I centrum af Nexø vil arbejdet med at skabe nye byrum og en bedre forbindelse til havnen påvirke trafikken indtil marts.

Arbejdet med fornyelsen af Nexøs bymidte er gået ind i en ny fase. I den forbindelse bliver det nødvendigt at lukke nogle gader i flere måneder.

Det fortæller regionskommunen.

Anlægsarbejdet er gået i gang tirsdag, og frem mod sommer vil der opstå nye byrum, bedre opholdsmuligheder og en styrket sammenhæng mellem byen og havnen.

I samme periode vil Købmagergade, Brogade og Strandgade omkring torvet samt Toldbodgade være spærret for gennemkørende trafik. Samtidig ophæves den nuværende ensretning i Brogade midlertidigt, og der vil dermed være adgang via Smallegade for beboere og handlende.

Kommunen forventer, at de berørte arealer vil være påvirket af afspærringer og anlægsarbejde frem til marts. Det vil dog fortsat være muligt at parkere i området, fremgår det.

Den samlede anlægsperiode fortsætter frem til juni, og der vil også blive arbejdet på Sdr. Landevej i forbindelse med etablering af nye busstoppesteder.

Ambitionen er at begrænse generne for trafikanter, borgere og erhvervsdrivende mest muligt, og man bestræber sig på at åbne for gennemkørsel i de berørte gader så hurtigt som muligt.

Med områdefornyelsen ønsker kommunen at skabe et levende og indbydende bymiljø med bedre plads til ophold, møder og aktiviteter samt en stærkere forbindelse mellem torvet, bymidten og havnen.



Følg debatten på facebook!






FÅ ABONNEMENT