Tejn IF har overtaget Mjølner Trail & March fra Kim Thygesen og Kristoffer Nothlev. Årets udgave foregår fra torsdag til søndag. Arkifoto· Sarah Thun Kristensen
Årets udgave af Mjølner Trail & March strækker sig fra torsdag til søndag. Hæren skal blandt andet afgøre DM i 45 kilometer march.
Årets udgave af ultraløbet Mjølner Trail & March begynder torsdag, og for første gang er det med Tejn IF som arrangør.
Foreningen har overtaget arrangementet fra Kim Thygesen og Kristoffer Nothlev, fordi det ellers risikerede at lukke.
– Vi overtog arrangementet, fordi det var ved at lukke ned. Vi synes, det er et fantastisk koncept med et stærkt set-up og ikke mindst muligheden for at give deltagerne en helt særlig oplevelse. Det ville vi gerne være med til at bevare, siger Kim Rasmussen fra Tejn IF.
Mjølner Trail & March strækker sig over tre dage og byder på udfordringer for både erfarne ultraløbere og dem, der ønsker en kortere distance.
Torsdag går starten til den 248 kilometer lange Road to Valhalla, mens de kortere distancer på mellem 21,7 og 45 kilometer har start lørdag. Hæren bruger også ruten på 45 kilometer til at afgøre de danske mesterskaber i march.
Tejn IF beskriver Mjølner Trail & March som et arrangement, hvor udholdenhed, viljestyrke og fællesskab er i centrum, og man har overtager det med stor respekt for det arbejde, Kim Thygesen og Kristoffer Nothlev har lagt i det.
– Vi håber at kunne bygge videre på det gode fundament. Nu satser vi på en fantastisk weekend i selskab med en masse dygtige atleter, fortæller Kim Rasmussen.