Rederiet fortsætter elektrificeringen sin færgedrift.
Molslinjen er i gang med at elektrificere flere af de færgeruter, rederiet driver rundt omkring i Danmark. Det gælder blandt andet på Øresund, hvor Hamlet som den tredje af Øresundslinjens færger lægger sine dieselmotorer fra sig til fordel for batterier.
Hamlet er netop sendt på værft i Landskrona, og når den efter planen vender tilbage i drift i midten af december, er den blevet konverteret til en fuldt elektrisk drift. Konverteringen har været forberedt i flere år, fortæller Molslinjens administrerende direktør, Kristian Durhuus.
– Gennem to ophold i dok har vi forstærket de dæk, som skal holde batteripakken, og vi har forberedt de mange tekniske opdateringer og træk af kabler, siger han i en pressemeddelelse.
Siden 2018 har færgen Aurora og Tycho Brahe sejlet på batterier. Inden det skete, udledte overfarten mellem Helsingborg og Helsingør 37.800 ton CO2 om året. I 2024 var den årlige CO2-udledning nede på 10.200 ton, og med konverteringen af Hamlet bliver den reduceret til 2.500 ton om året.
Det er svenske Echandia, som leverer batteripakken til Hamlet. Firmaet har tidligere leveret batterier til Molslinjens færger på Alslinjen og på Samsølinjen. Derudover har rederiet bestilt elektriske katamaraner til ruten på Kattegat.
En mulig elektrificering af ruten mellem Rønne og Ystad har været en del af valgkampen op til kommunalvalget. Ifølge en meningsmåling mener 54 procent af vælgerne, at man skal kræve miljøvenlige færger i det næste udbud. Hele 62 procent mener dog, at billetprisen er vigtigere end klimaaftrykket i en ny færgeaftale. Epinion har foretaget meningsmålingen for Constructive Institute.