75.000 rejsepas giver fri adgang til sommerrejser i Danmark – BAT er med

75.000 rejsepas giver fri adgang til sommerrejser i Danmark – BAT er med
Et rejsepas koster 399 kroner for en voksen, som kan tage to børn under 12 år med på biletten. Arkivfoto
NYHED | 17. MAJ 2022 • 14:21
NYHED
17. MAJ 2022 • 14:21

Det bliver igen muligt at rejse billigt med den kollektive transport på kryds og tværs af landet denne sommer. DSB sætter således 1. juni 75.000 rejsepas til salg, som giver mulighed for otte sammenhængende dage med rejser i hele landet, oplyser DSB i en pressemeddelelse.

Det er tredje år i træk, at man kan købe rejsepas, som i første omgang var en del af regeringens sommerpakke, da covid-19 fyldte dagsordenen.

Ordningen er et samarbejde mellem Arriva, bornholmske BAT, DOT, DSB, FynBus, Metro, Midttrafik inklusive Letbanen, Movia, Nordjyllands Trafikselskab (NT) og Sydtrafik.

– Rejsepassene har tidligere været en stor succes for de danskere, som vil ud og opleve Danmark. Tilbuddet giver en god mulighed for at prøve noget nyt denne sommer og måske se et andet ferielandskab af Danmark, end det man plejer, siger kundechef i DSB Charlotte Saltoft Kjærulff i pressemeddelelsen.

Rejsepasset giver adgang til at rejse frit i otte sammenhængende dage med busser, tog, metro, lokalbaner og letbaner.

Tilbuddet kan benyttes til rejser i skolernes sommerferie fra lørdag den 25. juni til og med søndag den 7. august.

50.000 pas revet væk

Rejsepas blev udbudt første gang i sommeren 2020, og de 50.000 pas blev udsolgt på fire dage. Sidste år blev der udbudt dobbelt så mange rejsepas, der dog ikke alle blev solgt.

Rejsepas koster 399 kroner for en voksen, som kan tage to børn under 12 år med på biletten.

De 75.000 rejsepas kan købes fra onsdag 1. juni klokken 10 og frem til den 31. juli på rejsepas.nu.

Har man ikke selv adgang til at købe billetten online, er det muligt at få hjælp til køb af passet hos Salg & Service på Københavns Hovedbanegård samt på stationerne i Odense og i Aarhus.