Budgettet giver også midler til i højere grad at dække behovet for speciallæger til den akutte behandling af patienter på Bornholm. Det sker ved at ansætte to ekstra speciallæger i akutmedicin på Bispebjerg og Frederiksberg hospitaler. Det er læger, som i kraft af samarbejdet mellem hospitalerne, kan være til stede i de travleste perioder i akutmodtagelsen på Bornholms Hospital.
Der afsættes 3,9 millioner kroner årligt til stillingerne, og det kommer oveni en ekstrabevilling på tre millioner kroner, som allerede er afsat til partnerskabet mellem hospitalerne, i forbindelse med førstebehandlingen af budgettet for 2026, oplyser de to regionsrådsmedlemmer.
– Det er en god budgetaftale og i høj grad for os på Bornholm. Vores ønsker er imødekommet og accepteret af alle, siger Carsten Scheibye og Leila Lindén i en pressemeddelelse.