Trods succes: Går efter 500 færre deltagere næste år

Trods succes: Går efter 500 færre deltagere næste år
Selvom Viking Atletik risikerer at gå glip af nogle indtægter, er forventningen, at deltagerloftet vil være en god ting for idrætsforeningens økonomi, fortæller formand Claus Clausen. Foto: Jesper Gynther
SPORT | Fredag 26. juli 2024 • 17:00
Jesper Gynther
Journalist
SPORT | Fredag 26. juli 2024 • 17:00

Det er igen blevet populært at være med i Etape Bornholm, og i år nåede deltagerantallet op på omkring 2500. Så mange kommer der med garanti ikke næste år, for Viking Atletik har besluttet at indføre et deltagerloft.

Det er igennem årene gået op og ned med deltagerantallet i Etape Bornholm; I 2015 toppede det med 2900 løbere, men efter coronanedlukningen dalede interessen. I 2022 var der kun 1700 med, sidste år steg det til 2070, og i år kommer tallet helt op på omkring 2500.

Rutschebaneturen fortsætter, for næste år falder deltagerantallet drastisk. Denne gang er det dog Viking Atletik selv, som er årsagen til udviklingen, da idrætsforeningen har besluttet, at der maksimalt må være 2000 løbere med i det traditionsrige etapeløb, som har eksisteret siden 1994.

– Vi har været meget i tvivl om, hvordan vi skulle håndtere det her med, hvor mange vi skulle give plads til. Men i hvert fald næste år kommer vi til at køre med et maks på 2.000, fortæller formand Claus Clausen.

Selvom Viking Atletik risikerer at gå glip af nogle indtægter ved at indføre et deltagerloft, er det nødvendigt at gøre det, fortæller Claus Clausen.

– Vi tør ikke løbe den risiko, der er ved at skulle bestille t-shirts og medaljer hjem til 2400 eller 2500 løbere, når jeg ikke ved, om de kommer eller ej. De sidste par år er vi brændt inde med lager på t-shirts og medaljer for mange hundrede tusinde kroner, fortæller Claus Clausen, som derfor hellere vil være på den sikre side.

– Vi kan ikke holde til at brænde inde med så meget, hvis det sker flere år i træk, så derfor kommer vi til at køre med et maks, der er realistisk.

Dropper salg af enkeltdagsetaper

1780 af de 2500 deltagere i år har været med i alle fem etaper, resten har købt adgang til en enkelt etape. Til næste år bliver det dog ikke muligt for enkeltdagsløberne at købe adgang til tirsdagens etape på Dueodde eller torsdagens etape på Hammerknuden, oplyser Claus Clausen.

– Det gør vi af hensyn til pladsen, for på Dueodde var der ikke ret meget plads, og de 80 enkeltdagsløbere vi havde med i tirsdags fylder jo også lidt, siger han og fortæller, at det også kom som en overraskelse, at der var nogle af stierne på Dueodde, som var groet til med lyng.

– Så det må vi også finde en løsning på, så de stier, man skal løbe på, bliver bredere. For det hjælper ikke noget, at der kommer en flok på 300 mennesker, og så den forreste begynder at gå, og så skal alle andre også begynde at gå. Der skal være mulighed for at overhale.

Ellers har Etape Bornholm 2024 gået rigtig godt.

– Folk har været glade, og det er gået, som det skulle, siger han og takker de 200 frivillige, som har hjulpet til med at afvikle årets etapeløb.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT