René Thisen gjorde comeback efter 22 år - lavede assist til sønnike

René Thisen gjorde comeback efter 22 år - lavede assist til sønnike
I midten ses søn og far, Tobias og René, som begge var med i lørdagens opgør mod Freja HK. Foto: Jesper Gynther
SPORT | RØNNE | Lørdag 2. april 2022 • 20:15
Jesper Gynther
Journalist
SPORT | RØNNE | Lørdag 2. april 2022 • 20:15

En af Bornholms bedste håndboldspillere gennem tiden, 53-årige René Thisen, kom lørdag på banen i Viking Rønne Håndbolds kamp mod Freja HK. Her spillede han sammen med sin søn, Tobias, som er en af nutidens største bornholmske spillere.

– Det er skidesjovt at være med igen.

Sådan siger René Thisen, som i dag gjorde comeback i en håndboldhal efter 22 års kamppause. I 1990'erne var han en af de absolut største profiler på Bornholm, da han tørnede ud for NH, og dagens kamp mod Freja HK i Serie 1 kunne sagtens leve op til minderne fra dengang.

– Det var lidt som i gamle dage, for den stemning, der var her i hallen, var lidt som i Nordlandshallen. Der var rigtig mange mennesker i dag, og det var fantastisk, siger han om kampen, som blev spillet i Rønne Idrætshal.

René Thisen havde før opgøret ikke spillet en kamp på dette niveau, siden han i år 2000 for anden gang på to år ødelagde sit korsbånd. I år har han dog trænet en smule med hos Viking Rønne Håndbold, hvor hans to sønner, Tobias og Bastian, også spiller.

Sønnerne havde fortalt ham, at der ikke kom så mange til torsdagstræningerne, og så havde han tilbudt at tage med. Det har han gjort ofte siden nytår, og det er gået så godt, at han også havde tilbudt sig til kamp, hvis der skulle være brug for ham.

En af Renés allerførste aktioner i kampen var at spille sønnen fri til scoring. Foto: Jesper Gynther

Lavede assist til sin søn

Det var der til kampen mod Freja HK, hvor Tobias også var udtaget, mens Bastian havde meldt afbud, da han er ovre til en fødselsdagsfest. Derfor skulle René for første gang spille en kamp sammen med sin søn, Tobias, hvilket var en stor oplevelse for ham.

– Det er sgu lidt sjovt at spille med ham. Det har jeg jo joket med, at jeg ville blive på holdet, indtil min søn kunne overtage. Men sådan blev det ikke, siger René med henvisning til sine knæskader, som tvang ham til at indstille karrieren før tid.

Mens Tobias spillede størstedelen af opgøret og spillede en nøglerolle i sejren, hvor han scorede otte mål, så nøjedes René med at spille ti minutter før pausen og fem minutter efter pausen.

På de få minutter nåede René dog at vise, at han stadigvæk kan spille håndbold. Allerede efter 30 sekunder på banen lavede han en assist, da han spillede sønnen Tobias fri til scoring. Minuttet efter scorede René så selv et mål og i alt fik han scoret to mål i kampen.

– Det gik jo faktisk rasende godt, vil jeg sige, for vi vinder jo 23-20, og jeg fik da lavet et par mål og dækket lidt op, så jeg håber, jeg har hjulpet med til det, siger René Thisen, som ellers var lidt betænkelig ved at gøre comeback mod Freja HK, som Viking inden opgøret delte andenpladsen med i Serie 1.

– Jeg tænkte også, ah et topopgør? Men jeg mener, jeg fik da tacklet godt igennem og ydet lidt til holdet, siger han.

Vinderinstinktet har de begge. Foto: Jesper Gynther

Vil leve op til forældres bedrifter

Opgøret var også en stor oplevelse for Tobias, som i lang tid har drømt om at spille en kamp med sin far.

– Det er noget, jeg har tænkt på længe, at det kunne være super fedt. Selvfølgelig er han ikke i topform nu, det er et stykke tid siden, men jeg er ekstremt glad og synes, det var megasjovt at spille den kamp i dag med ham. Især fordi det gik så godt, som det gjorde, siger Tobias, som var meget lille, da René tørnede ud for NH i 1990'erne og derfor ikke har så mange minder, fra dengang faren spillede i Nordlandshallen.

– Jeg har ikke så mange, desværre. Men det jeg har set i tv og i alle de avisudklip, han har derhjemme, så kan jeg jo tydeligt se, at han var en stor stjerne dengang. Derfor vil jeg også gerne se, om jeg kan gøre ham stolt og prøve at leve op til det. 

Hvad er du for en spiller i forhold til ham?

– Vi er lidt forskellige, og det bliver lidt svært at sammenligne håndbold fra dengang, hvor man gik lidt mere op ad banen og lavede nogle stille og rolige systemer i angrebsspillet, og til nu, hvor vi løber meget. Men han var super dygtig, og det stræber jeg efter også at blive. 

Det er ikke kun Tobias' far, som har spillet håndbold på et højt plan her på Bornholm. Også moren, Rikke, er tidligere håndboldspiller, og der var da heller ingen tvivl om, hvilken sport Tobias ville gå til.

– Ja, jeg har altid været med i hallen, og jeg har altid leget med en bold. Det ligger til mig, og jeg synes, det er super fedt at spille håndbold og leve op til, hvad de har udrettet. Det vil jeg også gerne, siger Tobias, som har spillet håndbold, siden han var seks år.

Tobias' mor, Rikke Thisen, er også en tidligere bornholmsk topspiller. Her ses hun i 2006 for Team NH damer. Arkivfoto: Henning Sigvardsen

FÅ ABONNEMENT