– Jeg synes, det er gået rigtig godt. Der har været rigtig mange glade børn, som har haft en stor glæde ud af at spille fodbold, fortæller Allan Bahn Sørensen, som er tovholder på futsalturneringen, der er arrangeret af Dansk Skoleidræt Bornholm.
Det er andet år i træk, at 2. klasserne spiller futsal, som er en form for indendørs fodbold - bare med en mindre bold, som hopper knapt så højt. Yderligere spilles der med en målmand, der må bruge hænderne inde i straffesparksfeltet. Den form for fodbold var der mange af eleverne, som var gode til.
– Jeg synes i den grad, at de har været dygtige. Både til at spille fodboldkampe, men også i forhold til at udvise sportsånd og fairplay, siger Allan Bahn Sørensen, som til daglig er lærer på Svaneke Friskole.
Han glæder sig samtidig over, at hele 201 elever var med til stævnet.