Omklædningsrum renoveres for millioner

Håndværkerne er i fuld gang, mens den kommunale hal holder sommerferielukket. Fotos. Jesper Gynther
SPORT | Søndag 2. juli 2023 • 05:30
Jesper Gynther
Journalist
SPORT | Søndag 2. juli 2023 • 05:30

Mens Rønne Idrætshal er lukket ned i skolernes sommerferie, arbejder håndværkere på at renovere hallens fire omklædningsrum. Det kommer til at koste flere millioner kroner, men regionskommunen slipper for at skulle betale dem alle sammen.

Selvom økonomien ser sort ud, er der fortsat penge i den slunkne kommunekasse til at vedligeholde nogle af idrætsfaciliteterne. I foråret var det atletikbanen på Rønne Stadion Nord, som fik ny belægning, og nu er det Rønne idrætshal, som er ved at få en tur.

De næste måneder vil håndværkere være i gang med at brække gulvet op i omklædningsrummene, da der skal lægges ny gulvvarme. Gulvvarmen er nemlig hele årsagen til, at renoveringen kan lade sig gøre.

– Humlen i det er, at der gik hul i gulvvarmen for fire år siden, og vi kunne godt have valgt at reparere det, men så ville det ikke være dækket af forsikringen, fortæller driftskoordinator Thomas Nymark fra Bornholms Regionskommune.


 

Pengene fra forsikringen gør, at det nu kan betale sig at lave en større renovering af omklædningsrummene.

Der bliver lagt nye vandrør, og bruserne bliver udskiftet, så der kommer nogle, som automatisk går i gang et par gange i døgnet for at undgå, at der dannes legionella-bakterier i vandet. De nye brusere er dyrere end de gamle med en stykpris på 12.000-15.000 kroner, og derfor bliver der fremover kun fem brusere i hvert omklædningsrum, hvor der før var syv.

Det er en af mange prioriteter, som driftskoordinatoren har måttet tage for at få pengene til at række længst muligt.

– Vi har prøvet at kigge på alt, hvad vi overhovedet kan spare på, for det bliver altid dyrere, end man regner med, siger Thomas Nymark og henviser til, at det har han set ske mange gange, siden han blev ansat i regionskommunen i 2006.


 

De gamle brusevægge bliver af samme årsag genbrugt. At sløjfe dem var ikke en mulighed.

– De unge er så forskrækkede for at se hinanden uden tøj på i dag, fordi de frygter, at de bliver drillet. Så vi er nødt til at sætte brusevæggene op igen, siger han og fortæller, at for fem år siden blev der faktisk udarbejdet et helt andet projekt for renoveringen, hvor man ville omdanne de nuværende fire omklædningsrum til mindre, men til gengæld flere omklædningsrum, for netop at vise hensyn til generte unge.

– Men det projekt døde, fordi det var alt for dyrt. Det ville koste 9-10 millioner kroner sammenlagt, fortæller han og oplyser, at det nuværende budget på 3,4 millioner kroner ser ud til at holde.


 

Handicaptoiletter og robotrum

Det er første gang, siden hallen blev bygget i 1965, at omklædningsrummene gennemgår en større renovering. Dengang var noget som handicaptoiletter ikke udbredt, og derfor har der ikke været nogen ved omklædnignsrummene. Det bliver lavet om nu.

– Vi kommer til at lave to toiletter om til ét handicaptoilet, for det eneste vi har af dem er inde i træningshallen ved siden af, og det er ikke nok, siger han og peger på, at det ikke er unormalt, at der bliver dyrket handicapidræt i hallen. Til efteråret skal der eksempelvis spilles et stævne i handicapboccia.


 

Om bocciaspillerne får fornøjelsen af handicaptoilettet til den tid er dog usikkert. De seneste meldinger lyder nemlig på, at renoveringen først bliver færdig til oktober. Det betyder også, at andre idrætsgrene som håndbold og badminton måske kommer til at undvære muligheden for at gå i bad, når sæsonen går i gang til september.

– Vi ved ikke endnu, om måske to af omklædningsrummene bliver klar først, så de kan bruge dem, eller om de alle fire bliver færdige på samme tid. Så måske bliver udøverne nødt til at gå i bad derhjemme, når de er færdige med at træne. Det er der dog i forvejen nogle, som foretrækker, siger Thomas Nymark, som igen henviser til, at færre i dag ønsker at vise sig selv nøgen foran andre, når de skal i bad.

Renoveringen betyder desuden, at det fremover bliver nemmere at vaske gulvarealerne både i omklædningsrummene, men også i hallen. Et af toiletterne bliver nemlig lavet om til et "robotrum", hvor planen er, at der skal stå en gulvvaskerobot, som selv kan hente nyt vand, og som man, ved hjælp af en tablet, kan fortælle, hvor den skal gøre rent.

– I dag vasker vi gulvet fire gange om ugen halvanden time pr. gang, så det forventer vi kommer til at spare os meget tid, som vi så kan bruge på noget andet, siger Thomas Nymark, som dog fortsat afventer, at der bliver sat penge af i det kommune budget til investeringen.

Sikkerhedsforholdene er i orden, og der er blandt andet sat støvvægge ind til hallen, ligesom støv også bliver ført ud af omklædningsrummene.

 

Der skal lægges vinylgulv over det hele, men farven er endnu ikke bestemt. Det bliver dog sandsynligvis i forskellige farver afhængigt af, om det er herre- eller dameomklædningsrummet.

 

Der er ikke meget elarbejde, som skal udføres, men der skal føres strøm til nogle af de redskaber, som håndværkerne bruger.

 




Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT