– Jeg synes egentlig ikke, han har nogen stor dag på kontoret i dag, men han er med i alle tre mål, og frem for alt til sidst er det ham, der tør udfordre. Selvom han måske i anden halvleg havde mistet nogle bolde, så har han modet til at turde og modet til at udfordre. Jeg elsker spillere, der er modige, og det er Victor, og derfor bliver han også afgørende i dag, fordi han tør, når det står og vipper, og det er fedt.
Hovedpersonen selv er tilfreds med sin indsats, men erindrer at have spillet bedre kampe. Før han skiftede til Nexø-klubben i vinters spillede han professionelt fodbold i Kolding IF, men havde svært ved at tilkæmpe sig en startplads.
– Der var svær konkurrence på det hold, jeg spillede på i Jylland, og når man så ikke præsterer, så spiller man ikke. Jeg spillede ikke særlig meget, og så mister man lysten. Nogle gange handler det om at finde den igen. Så flyttede jeg hjem, og så har jeg fundet den igen. Man ved aldrig, om jeg skal over og spille igen, eller om det bare er det, fortæller den 20-årige offensivspiller, som nu har fornøjelsen af at spille sammen med sin storebror, Nicolai Olsen, som ligeledes har en professionel fortid hos blandt andet B93.
Er det en fordel for dig at spille sammen med din bror?
– Jo, selvfølgelig er det det. Han er jo en af de bedste, jeg nogensinde har spillet med. Han er rigtig dygtig, og vi tænker meget ens. Vi tænker også meget forskelligt nogle gange, så der kan godt være lidt diskussioner, men sådan tror jeg, det er med alle brødre, der spiller på samme bane, fortæller Victor Olsen om sin storebror, som nu er oppe på 20 scoringer i sæsonen.