Danmarks suverænt mest vindende amatørkusk i de senere år, bornholmske Mads Petersen, kan nu også kalde sig dansk mester for amatørkuske.
– Det gik rigtig godt, og jeg havde fået nogle gode startspor. Jeg havde ikke forventet at vinde, men de to første heste præsterede bedre end ventet, og det sidste løb udviklede sig helt perfekt for mig, sagde Mads Petersen efter lørdagens DM-triumf i Aalborg.
Den første af de tre DM-afdelinger blev en bornholmsk opvisning, idet den anden bornholmske deltager, Martin Sjøholm Jensen, sejrede med hesten Imagine foran Mads Petersen, der blev toer med Juvel Magic.
I anden afdeling besatte Mads Petersen tredjepladsen med Falcon Clip, og mesterskabet blev en kendsgerning, da han i tredje afdeling kørte først over målstregen med Hambo.