De unge har vist gode takter i 2020: Hvem skal have talentprisen?

De unge har vist gode takter i 2020: Hvem skal have talentprisen?
Talentprisen 2019 gik til løberen Klara Hansen. Her ses Klaras far og træner, Teddy Hansen, tage imod prisen på vegne af datteren. Arkivfoto: Berit Hvassum
| 2. FEB 2021 • 16:04
Jesper Gynther
Journalist

2. FEB 2021 • 16:04

SPORTSPRISER

Igen i år hylder Bornholms Tidende den bornholmske sportsverden, som måske særligt denne gang har brug for et klap på skulderen efter en udfordrende tid med mange coronarestriktioner, som også lige nu sætter en stop for mange af idrætsaktiviteterne.

I dag bringer vi indstillingerne til talentprisen, som bliver en dyst mellem en fodboldspiller, en diskoskaster, en motocrosskører og et bordtennishold.

Vinderne af sportspriserne vil blive offentliggjort lørdag den 6. februar i Bornholms Tidende. Indtil da vil vi løbende bringe de mange indstillinger her i avisen.

 

 

For to år siden blev Lærke bidt af motocross

Lærke Lassen har vist store køreevner, siden hun startede til motocross for to år siden. Arkivfoto: Berit Hvassum

 

Jeg vil gerne indstille Lærke Lassen til talentprisen.

Lærke er 14 år og startede til motocross for to år siden, hun er en fejder uden lige og har et stort talent i en ellers drengedominerende sport.

Lærke er en typisk gymnastik pige og har gået til det, siden hun var et år. Hun har reddet pony i fire år. Men for to år siden blev hun bidt af motocross og har et medfødt talent på sådan en maskine. Hun blev nummer tre til BM, og det trods hun kun har kørt så kort tid i forhold til drengene.

Hun har været over til nogle løb, og det er fremtiden. Hun får meget ros for sin kørestil og giver sig altid 100 procent og træner hver dag med styrke og konditræning, også i disse coronatider, så hun er klar. Lærke er en fejder uden lige og kæmper hårdt for at følge drengene, der typisk har flere års erfaring.

Med venlig hilsen

Brian Sandgaard-Novrman

 

 

 

Phun er et forbillede for mange ungdomsspillere

På det seneste har den tidligere RIK'er og Elite Bornholm-spiller Phun Mang spillet træningskampe for Esbjergs bedste seniorhold, der til daglig spiller i 1. division. Foto: udlånt af Esbjerg fB

 

Jeg vil gerne indstille 16-årige Phun Mang til talentprisen. Han er et forbillede for mange ungdomsspillere, som kan se, at fodbolddrømmen kan gå i opfyldelse, og han skal derfor indstilles for hans kæmpe arbejdsindsats og for at leve op til en masse forventninger, efter han skiftede til Esbjerg, hvor han allerede har fået debut for klubbens bedste seniorhold.

Med mange hilsner

Kim Thygesen

 

 

 

Ingen kunne besejre bornholmske batdrenge

Victor Bachmann, William Hansen, Vilfred Koudal og Mathias Jørgensen har i 2020 udgjort et slagkraftigt ungdomshold fra organisationen BBTK, som står for Bornholms Bordtennis Klubber. Arkivfoto: Jens-Erik Larsen

 

Jeg vil hermed indstille BBTK's hold i ungdom over 15 år til talentprisen!

Holdet har bestået af de fire drenge Victor Bachmann, William Hansen, Vilfred Koudal og Mathias Jørgensen.

For første gang vinder et hold fra Bornholm en drengeturnering i Danmark. Og holdet gik ubesejret igennem turneringen med 19 point i ti kampe, og første mand Victor vinder toplisten med 29 sejre i 30 kampe, så et helt fantastisk resultat!

To af drengene havde via deres ratingtal kvalificeret sig til ungdoms DM i Hjørring, men som først blev udsat fra maj til til september og siden aflyst på grund af corona, så ærgerligt for de to drenge! Det var Victor i drenge og Vilfred i yngre drenge.

Derudover havde de fire drenge mange gode resultater. Victor og William var med til at ligge til at vinde serie 1, men på grund af corona blev slutspillet ikke afviklet, men Victor vandt top rækken!

Derfor indstiller jeg de fire drenge til talentprisen!

Kenny Jensen

formand BBTK

 

 

 

Anne vandt DM og slog dansk rekord fire gange i træk

Til daglig træner Anne Juul Jensen på diskosanlægget ved siden af Rønne Nord Stadion. Arkivfoto: Jens-Erik Larsen

 

2020 blev et rigtig flot år for diskoskasteren Anne Juul Jensen fra Sorthat.

Hun har kun dyrket diskoskast i to år, men alligevel formåede hun i september at vinde DM for U14/15 piger på Hvidovre stadion, og i løbet af året har hun også slået den danske rekord for U14-piger hele fire gange, så den nu lyder på 47,13 meter.

Anne Juul Jensen har dyrket atletik i Viking Atletik de seneste fem år og har konkurreret i alt fra løb til længdespring og kuglestød, men nu satser hun udelukkende på diskoskast, som en af de få udøvere på Bornholm. Det bliver derfor spændende at følge hende i den kommende tid.

Indstillet af sportsredaktionen på Bornholms Tidende