I World Tour-turneringerne India Open og Indonesia Masters nåede Bøje og Christiansen hele vejen til finalen, men blev i begge tilfælde besejret i tre sæt.
I modsætning til de to finalenederlag på World Touren var duoen favorit i lørdagens DM-finale, men det blev langtfra nogen let opgave.
Werge og Kolding fremtvang kampens første sætbold på en netruller, og den udnyttede den undertippede duo til at vinde 21-19.
Andet sæt var anderledes ensidigt. Bøje og Christiansen oppede sig og havde kontrol ved både baglinjen og nettet. Det gav hurtigt en magelig føring, der blev vekslet til en sikker sætsejr på 21-8.
I tredje sæt lurede overraskelsen igen, og Werge og Kolding tilspillede sig hele seks matchbolde. De første tre blev misset, før Kristoffer Kolding med et klogt placeringsslag kunne kaste sig på knæene i glæde over at have sikret danmarksmesterskabet.