Bornholm får et fodboldakademi: 'Målet er at uddanne den næste bornholmske superligaspiller'

Bornholm får et fodboldakademi: 'Målet er at uddanne den næste bornholmske superligaspiller'
De bornholmske ungdomsspillere får snart mulighed for at supplere træningen i egen klub med træningspas i et fodboldakademi. Pressefoto
| 2. JUN 2021 • 10:13
Jesper Gynther
Journalist

2. JUN 2021 • 10:13

FODBOLD

Fra skoleåret 2021/2022 er det muligt som ung fodboldspiller at komme på et fodboldakademi på Bornholm som man kender det fra andre regioner i landet.

Akademiet, som bærer navnet Bornholms Fodbold Akademi, er startet af Mathias Jensen, der er nuværende Hasle IF-træner, og som tidligere har trænet Rønne fB fra 2014 til 2019 og RIK fra 2019-2020.

Ifølge en pressemeddelelse vil træningen på akademiet være et supplement til holdtræningen i egen klub, hvorfor det skal ses som et tilvalg af mere træning og ikke en konkurrent til den træning, man i forvejen har.

Akademiet bliver dermed en medspiller til de bornholmske fodboldklubber, mener Mathias Jensen, som gerne vil være med til gøre de unge bornholmske fodboldspillere endnu mere konkurrencedygtige.

– I mine trænerår har jeg stødt på mange dygtige spillere, som har været meget dedikerede til deres træning. Det har derfor fået mig til at spekulere på, hvor langt de kunne have været nået, hvis de havde fået mulighed for samme træningsmængde som i resten af landet fra en tidlig alder. Den mulighed ønsker jeg at give den kommende generation af fodboldspillere på Bornholm, fortæller Mathias Jensen.

Mathias Jensen er bedst kendt som seniortræner, men fremover er det de unge, som han kommer til at bruge en del tid på, da han vil starte et fodboldakademi på Bornholm. Arkivfoto: Jens-Erik Larsen

Bornholmere træner for lidt

Han peger på, at bornholmske fodboldspillere, som situationen er nu, har trænet 700-800 træningstimer færre end spillere i resten af landet, når de er fyldt 14 år, og det er svært at indhente senere hen, mener han.

Træningen vil foregå som træning i små grupper eller som individuel træning, således at der kan trænes med fokus på den enkelte spillers udvikling. Træningen vil have et teknisk fokus og vil ikke være fysisk belastende.

Akademiet er for spillere i aldersgruppen 10-19 år og er både for piger og drenge. Gruppeinddelingen vil blive vurderet ud fra køn, niveau, fysisk størrelse og alder.

Spiller og forældre er medbestemmende på, hvornår træningen på akademiet skal være, således at det passer ind med skolegang den holdtræning, man har i egen klub. Det er derfor muligt at skræddersy sin egen træningsuge.

Træningen på akademiet vil typisk foregå før og efter skolegang. Spillere melder sig til Bornholms Fodbold Akademi for et skoleår ad gangen. Hvor mange gange om ugen, man ønsker at træne på akademiet, er selvvalgt og aftales ved tilmelding.

Forløse Superliga-drømme

– Jeg håber og tror på, at Bornholm som fodboldø har et stort uforløst potentiale, både på senior, ungdom og individuelt niveau, fortæller Mathias Jensen.

– Mit mål med akademiet er at uddanne den næste bornholmske superligaspiller. Øens største talenter lander i øjeblikket i 2. division og enkelte i 1. division. Det ønsker jeg at lave om på ved i en tidligere alder at tilbyde en mere retmæssig træningsmængde for at have mulighed for at blive den bedste udgave af sig selv som fodboldspiller, siger han.

– Ligeledes er det et mål at uddanne flere dygtige spillere til de bornholmske hold, således at vi på både kort og langsigt kan konkurrere på højest muligt niveau, både på ungdom og senior, lyder det.

Minimim 10 tilmeldte spillere

Tilmeldingen til akademiet starter i løbet af juni måned.

For at projektet søsættes skal der minimum være 10 spillere tilknyttet akademiet.

Yderligere oplysninger vil fremgå på akademiets facebookside de kommende uger.