I forlængelse af ovenstående har man også fundet evidens for, at man før vor tidsregning udførte næsekonstruktioner i Indien. Det skyldtes, at nogle fik skåret næsen af som en straf, for på den måde kunne alle se, at man havde gjort noget forkert.
Også læbeganespalter og ekstra hud omkring øjnene er eksempler på tilstande, som fortidens læger opererede på.
Behandling af sårede soldater
Udbredelsen af plastikkirurgi tog for alvor fart i kølevandet på opfindelsen af bedøvelse i det 19. århundrede. Men også en anden faktor var med til at accelerere udviklingen: Krig. For 1. og 2. verdenskrig førte mange ansigtsskader med sig – i særdeleshed forbrændinger. Derfor eksperimenterede lægerne med forskellige, banebrydende teknikker inden for hudtransplantation. Herefter vandt hudtransplantationer mere indpas i sygehusvæsenet.
En pioner inden for plastikkirurgi
Kirurgen Harold Gillies var en af de største pionerer inden for plastikkirurgi og anses af nogle som ophavsmanden til moderne plastikkirurgi. Det skyldes, at Gillies i 1917 udviklede nye metoder til rekonstruktionskirurgi i ansigtet.
Dog var hans fokus primært på patienternes funktionelle kunnen og ikke så meget det æstetiske. Gillies metoder kom nemlig i kølevandet af de forfærdelige ansigtsskader, som soldaterne i første verdenskrig fik. Der var blandt andet tale om skader på kæberne, som betød, at soldaterne ikke kunne spise eller drikke, og nogle fik et stort hul i ansigtet, hvor næsen plejede at sidde. Gillies brugte blandt andet rask væv fra andre steder på kroppen til at fylde hullerne ud.