Selvom en del bornholmske Venstre-folk har haft det svært med den beslutning lige siden, var det indtil nu kun Venstre Østbornholms daværende formand Lars Bredo, der havde kritiseret Venstres valg offentligt. Det skete kort efter budgetforliget med en kritik, som Bredo hurtigt trak tilbage.
Ved onsdagens generalforsamling siger Orla Hansen så, at også han som formand er stærkt i tvivl om, hvorvidt Venstre traf den rigtige beslutning.
– Hvor stor må hvor prisen være for politisk indflydelse? Hvor langt skal man gå for at komme til magten? spørger Orla Hansen.
– Personligt synes jeg jo, at det er enormt ærgerligt, at borgmesterpartiet ikke har taget téten og trukket kommunen over i en ansvarlig politik. Det kan måske godt retfærdiggøre, at vores medlemmer af kommunalbestyrelsen fører en smule ansvarlig politik med Enhedslisten og Socialdemokratiet? Ja, jeg er nok ikke overbevist om, at det var den eneste løsning, siger han.
Orla Hansens ord ved Venstres generalforsamling er gengivet fra hans skriftlige beretning, som han på forhånd har sendt til Bornholms Tidende. Det har endnu ikke været muligt at få en kommentar fra Søren Schow.