– Der er ikke sket noget som helst. Det er derfor, pressemeddelelsen (som hun udsendte om byggeansøgningerne, red.) blev så lang. Det er jo sjofelt ud over alle grænser, siger Helene Rask Grøn, der i foråret har oplevet, at kommunen ikke svarer foreningen.
Rønne Havbad havde oprindeligt tegnet en sauna på 70 kvadratmeter. Over telefon har Kystdirektoratet for længe siden oplyst, at en sauna af den størrelse næppe vil kunne godkendes, selv hvis lokalplanen blev opdateret.
Skulle kommunen få held med at ophæve strandbeskyttelseslinjen, ville en saunabygning på 70 kvadratmeter dog blive mulig, men udsigten til langvarig sagsbehandling har fået Rønne Havbad til at satse på et mindre byggeri. Derfor har foreningen besluttet at lade saunaen skrumpe til 50 kvadratmeter, og det velrenommerede arkitektfirma Arkitema er sat på opgaven.
– Det holder sig inden for det, som Kystdirektoratet vil godkende, hvis der ellers er en lokalplan. Så kan kommunen ikke sige; ”I må gerne noget andet”. Nej, vi må jo ingenting, siger formanden.
Ud af starthullerne
På Rønne Havbads generalforsamling i maj blev det besluttet at søge om byggetilladelser – blandt andet for at vise fondene, der har givet tilsagn om støtte, at man er i gang. Gennem flere år har foreningen med stort held rejst penge til projektet, og økonomien er ikke en stor bekymring for formanden.
– Vi mangler måske nogle penge, men vi kan jo ikke opdatere budgettet, før vi kender projektet.
Foreningen har fået tilsagn om støtte på 2,3 millioner kroner fra en række fonde.
– Måske er det nok. Jeg tror maksimalt, vi mangler en million kroner – og derudover mellemfinansiering til at dække udgifterne, indtil fondspengene kan blive udløst, siger Helene Rask Grøn.