Borgmester Jacob Trøst (K) orienterede med en mail den 19. marts kommunalbestyrelsen om den sammenpressede måde, som de to sager vil blive behandlet på. I sin mail beklagede borgmesteren situationen både før og efter, at han satte kommunalbestyrelsen ind i det hastværk, der kommer til at præge begge sager.
"For at sikre, at I får et så godt grundlag som muligt for jeres behandling af sagerne, er det aftalt i økonomi- og klimaudvalget, at høringssvarene den 26. marts skal bearbejdes grundigt, så de fremstår i en overskuelig og gennemarbejdet form. Disse vil blive tilsendt jer senest samme eftermiddag (onsdag, red.)", oplyste Jacob Trøst.
"I forlængelse heraf er det aftalt med administrationen, at kommunalbestyrelsens medlemmer får mulighed for at stille skriftlige spørgsmål til administrationen om de to sager. Administrationen vil herefter besvare spørgsmålene skriftligt inden mødet om aftenen torsdag den 27. marts. Et beredskab vil derfor være på plads for at sikre hurtige og fyldestgørende svar", fortsatte borgmesterens mail.
"Derudover ønskede økonomi- og klimaudvalget, at der stilles medarbejdere m.v. til rådighed for eventuelle spørgsmål fra kommunalbestyrelsens medlemmer. Dette vil finde sted den 27. marts klokken 16.00 på Landemærket forud for mødet."
Van Sabben: Respektløst