POLITIK / 17. FEB • 06:00

Så hårdt skal snyd med bopælspligten straffes

Så hårdt skal snyd med bopælspligten straffes
En dom for brud på bopælspligten i Gudhjem bragte for alvor liv i debatten om bødestørrelsen igen. Foto: Marine Gastineau

Regeringen vil femdoble bøderne for overtrædelse af bopælspligten. Lea Wermelin kalder det en markant forbedring, men understreger samtidig, at det ikke er nok.

Regeringen foreslår at hæve bødegrænsen for overtrædelser af bopælspligten, så maksimumsbeløbet stiger fra 20.000 til 100.000 kroner ved gentagne overtrædelser.

Forslaget skal give kommunerne bedre muligheder for at sikre, at helårsboliger faktisk bruges som helårsboliger, og at tomme boliger ikke presser boligmarkedet eller svækker bymiljøet, lyder det.

– For Bornholm og landets øvrige ø-kommuner er bopælspligten et helt afgørende redskab til at sikre levende lokalsamfund året rundt. Men i dag er sanktionerne ofte så lave, at det bedre kan betale sig at betale bøden end faktisk at overholde reglerne. Det går ikke. Sanktioner skal kunne mærkes for at have en præventiv effekt, siger social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen (S).

Hun oplyser, at forslaget nu skal drøftes med Folketingets partier med henblik på en lovændring.

Konsekvenser der kan mærkes

Ministerens partifælle på Christiansborg, Lea Wermelin, mener, det er nødvendigt med en hammer, der slår hårdt.

– Vi har set behovet, fordi der for nylig har været en sag, hvor der blev idømt en bøde på 10.000 kroner – og det er ikke nok, hvis man systematisk bryder reglerne og tjener penge på udlejning. Der skal være konsekvenser, som kan mærkes, siger Lea Wermelin.

Forslaget retter sig specifikt mod gentagelsestilfælde. Førstegangsovertrædelser skal fortsat kun straffes med bøder fra 10.000 til 20.000 kroner, mens bøden altså kan stige betydeligt ved gentagne overtrædelser.

– Det skal være muligt at snuble i reglerne, uden man bliver ramt af den allerstørste hammer, så man kan få rettet op, solgt eller gjort noget andet, hvis man ikke var opmærksom, siger Lea Wermelin.

Hun vurderer, at en bøde på op til 100.000 kroner vil kunne mærkes – også i sager, hvor der er tjent mange penge på ulovlig udlejning.

– Det betyder noget både for den enkelte husejer, som overtræder bevidst, og for kommunen, fordi det gør det mere meningsfuldt at forfølge sagerne. Hidtil har en anden bøde ikke stået mål med, hvad man kunne tjene på udlejning. Derfor er 100.000 kroner en markant forbedring, men vi er ikke i mål endnu.

Social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen (tv.) sammen med Lea Wermelin. Pressefoto
Social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen (tv.) sammen med Lea Wermelin. Pressefoto

Bøder er ikke nok

At man ikke er i mål endnu, er det andet bornholmske folketingsmedlem, Peter Juel-Jensen (V), enig i.

Han har tidligere stillet spørgsmål til ministeren om håndhævelsen af bopælspligten, og selv om højere bøder kan være et skridt på vejen, er det ikke tilstrækkeligt, mener han.

– Jeg er godt klar over, at bødestørrelser vil have en eller anden effekt, men kan vi gøre andet, og kan vi gøre mere i fællesskab? Altså invitere borgerforeningerne ind og få drøftet, hvordan man kan finde værktøjer, der gør, at vi kan få sat hælene i over for det her, siger Peter Juel-Jensen.

Bornholm har sammen med fem andre ø-kommuner efterlyst flere redskaber til at afsløre fritidsbrug af helårshuse. Og i den kontekst er det ikke nok at hæve bødegrænsen, mener Venstre-politikeren.

– Jeg tror ikke, at bøder gør det alene. Og der må være noget imellem bare at kigge på el- og vandregninger og så ikke gøre noget. Det er derfor, jeg gerne vil have ministeren til at nedsætte en arbejdsgruppe, der sammen med borgerforeningerne kan finde de helt rette værktøjer.

Lang vej til overvågningssamfund

En del af udfordringen ligger i, hvordan man giver kommunerne flere redskaber uden at bevæge sig i retning af et overvågningssamfund.

Her mener Lea Wermelin, at balancen stadig er langt fra overskredet.

– For mig er der lang vej, før vi nærmer os et overvågningssamfund. Bornholm har byer med bopælspligt, og den skal selvfølgelig overholdes, så er den ikke længere. Balancen er ikke rigtig i dag, og vi skal have flere redskaber på banen.

Hvilke redskaber det konkret skal være, er endnu ikke afklaret.

– Kommunerne har allerede peget på nogle, men jeg vil også undersøge, hvordan vi kan samle de bedste redskaber, som gør håndhævelsen nemmere. Jeg taler med borgerforeninger, som har arbejdet med problemet i lang tid – for eksempel i Gudhjem. Mange af dem har allerede gode idéer, som vi skal bringe til Christiansborg og gøre til virkelighed, siger Lea Wermelin.

Her er forslaget

Det foreslås, at der sker en forhøjelse så bødestraffenes minimum fastholdes på 10.000 kroner, men maksimum forhøjes fra 20.000 kroner til 100.000 kroner.

Herefter vil bøderne skulle fastsættes mellem 10.000 kr. og 100.000 kr. Forhøjelsen sker med henblik på at have virkning for gentagelsestilfælde.

Det er derfor fortsat udgangspunktet, at førstegangstilfælde skal tildeles en bøde i den lave ende, hvorimod gentagelsestilfælde kan straffes hårdere.



Følg debatten på facebook!





FÅ ABONNEMENT