Ny spidskandidat på plads

Ny spidskandidat på plads
Søren Brenøe. Privatfoto
NYHED | 19. APR 2024 • 07:23
NYHED
19. APR 2024 • 07:23

Radikale Venstre er klar med ny kandidat, efter at Mathilde Lissau trak sig først på måneden.

Efter at Matilde Lissau i forrige uge valgte at trække sig som spidskandidat for Radikale Venstre Bornholm, er hendes bøn om nye kræfter blevet hørt. Søren Brenøe, en 37-årig økonom fra Rønne, stiller op til spidskandidat for Radikale Venstre Bornholm.

Det skriver den nye kandidat i en pressemeddelelse, der er klar med sit første valgsprog.

For den nye kandidat er den skrantende økonomi i Bornholms Regionskommune et særligt fokuspunkt.

– Økonomien i Bornholms Regionskommune har i øjeblikket kurs mod afgrunden. Flere eksperter peger på, at regionskommunen er i overhængende fare for at blive sat under administration af Indenrigsministeriet inden for den nærmeste fremtid. Som bornholmere ser vi ind i en række magre år. Hvis man som kandidat til kommunalbestyrelsen lover bornholmerne guld og grønne skove, stikker man dem blår i øjnene. Der er omvendt behov for at kandidaterne fremlægger troværdige planer for, hvordan der kommer styr på økonomien. For at nå i mål er der både behov for at øge regionskommunens indtægter, og for at reducere udgifterne, lyder det fra Søren Brenøe,

To redningsplanker

Den nye kandidat fremhæver to redningsplanker, den første består i at tiltrække 500 ressourcestærke familier frem mod 2030.

– Vi skal øge Bornholms attraktivitet for potentielle, ressourcestærke tilflyttere. Det betyder, at vi skal blive klogere på, hvad de potentielle tilflyttere efterspørger, og hvilke barrierer de oplever for at flytte hertil i dag.

Andet nedslagspunkt gælder at reducere udgifter ved at blive bedre til besparelser.

– I de årlige sparekataloger er det typisk de samme personer, der gentager sidste års fravalgte spareforslag i en langtrukken proces, der dræner organisationen for energi og arbejdsglæde. Det fører oftest til besparelser efter salamimetoden, det vil sige små nedskæringer over hele linjen. I stedet for at gøre som vi plejer og håbe på nye resultater, skal vi gribe besparelserne an på nye måder. Eksempelvis ved at sætte friske øjne til at kigge på tværs af regionskommunen efter forslag til større besparelser. Det ville give politikerne grundlag for at løse de svære prioriteringsopgaver fremfor at sende dem videre til regionskommunens ledere og medarbejdere, lyder det fra den nye spidskandidat.

Ved det seneste kommunalvalg i 2021 stemte 443 personer med adresse på Bornholm på Radikale Venstre. Det svarer til 1,9 procent af stemmerne og var i øvrigt 245 stemmer færre end ved valget i 2017, hvor 688 personer satte kryds ved liste B. Ved begge valg lykkedes det ikke partiet at få stemmer nok til en plads til kommunalbestyrelsen.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT