I panik på færgen: Kan vi risikere at synke?

Benjamin Lillelund

Nyhedsredaktør

Benjamin Lillelund hader at sejle med færgen. Men det bebrejder han ikke Bornholmslinjen for. Har du det på samme måde?

Havvand, der banker op på ruden. Tallerkener, der smadrer ned på gulvet. Børn, der skriger og græder. Andre, der kaster op ned i brækposen. Og midt i det hele sidder jeg.

Det er nok nogle af de værste minder, jeg har. Nogle af de der voldsomme færgeture, som vi alle har prøvet. Dem, hvor kaptajnen starter turen med at beordre os alle til at blive siddende på vores pladser under turen. De er skrækkelige.

De har sat sig så dybt, at jeg aldrig rigtig giver slip på dem. De dukker altid op i dagene før en færgetur. Og de bliver der, lige indtil jeg går af færgen og drager videre i mit liv.

Men det har sat sig som en angst i mig, og det vil jeg gøre noget ved. For det skal ikke have lov til at præge mit liv på den måde, som det gør nu. Derfor skriver jeg denne historie.

Jeg vil tage jer med ind i mine tanker under en færgetur og give en indblik i, hvordan angsten kan præge en person – og så vil jeg forhåbentlig finde nogle værktøjer til at kunne drive angsten væk og ud af mit liv.

De første tanker dukker op nogle dage inden min færgetur. Jeg starter altid med at tjekke en vejrtjeneste. Bliver det en god tur, hvor meget kommer det til at blæse, og hvad er bølgehøjden? Sådan tjekker jeg rutinemæssigt et par gange om dagen, og hvis det bliver alt for slemt til min smag, kan jeg sagtens finde på at rykke rundt på mine færgeafgange, hvis det på nogen måde kan lade sig gøre.

Nogle gange skal jeg med færgen, selvom det bliver en bølget tur. Det er dog egentlig ligegyldigt for angsten, om det blæser en Bach-symfoni, eller om et fødselsdagslys ville brænde videre i blæsten. Mine tanker galoperer afsted uanset.

Sekunder som timer

Jeg har en slem tur i starten af oktober, hvor blæser cirka 13 meter i sekunder i middelvind og med vindstød på op til omtrent 20.

Jeg søger altid så langt ind mod midten, som jeg kan på skibet. Så ved jeg, at jeg kommer til at mærke bølgerne mindst muligt. Allerede gående om bord kan jeg mærke, at min krop spænder lidt op. Mine vejrtrækninger bliver mere overfladiske. Jeg må tit minde mig selv om at trække vejret dybt ned i maven.

Jeg sætter altid musik i ørerne for at undgå at høre skibets rystelser eller andre lyde, der kan gøre mig urolig. Jeg vil egentlig gerne sætte stille musik på for at få ro, men så kan jeg høre, hvad der foregår omkring mig. Sætter jeg musik med lidt mere gang i på, kan jeg ikke falde til ro. Utrolig dilemmafyldt. Den første sang på min playliste er Gobs’ ’Sunshine’. I første vers synger han ”hun tæller sekunder, de føles som timer”, og jeg tænker, at han rammer utrolig meget plet på min situation. Bortset fra kønsbetegnelsen.

Der går en mand med sine børn. De har lige været inde i shoppen for at handle slik. Jeg holder øje med, hvor lige de går, om de holder ved gelænderet for ikke at vælte – for på den måde kan jeg vurdere, hvor slem bølgegangen er. Jeg vil kun have bølgegang i det ganske, danske land, hvis det er Søren Poppe og Sophie Lassen-Kahlke, der synger om det på et fodboldstadion.

Om lidt løber jeg sikkert tør for mental energi. Gad vide, om familiefaderen eller andre på færgen mon kan se på mig, at jeg ikke har det godt? Ikke fysisk, for jeg er søstærk, men psykisk. Om mit ansigtsudtryk afslører mig.

Jeg prøver at undgå at kigge på klokken, for jeg har ikke brug for at vide, hvor lang tid der er endnu. Men alligevel forsøger jeg at tælle det antal sange, jeg hører, og så regner jeg mig alligevel frem til et estimat for, hvor mange minutters lidelse der er tilbage. Nej, det giver ikke meget mening.

Nogle gange prøver jeg også at høre nogle af de utallige timers podcast om fodbold eller cykelsport, som jeg mangler at høre. Men det overdøver ikke, hvad kaptajnen siger ud af højtalerne i starten af turen. Det vil jeg for alt i verden ikke vide noget om. Det påvirker mig kun endnu mere, hvis han siger noget om turen, og om der kommer lidt turbulens undervejs eller ej. Men det er også et problem, hvis han intet siger, for er sejladsen så ekstra udfordrende?

En tur til lægen

Midt i oktober tager jeg en tur forbi lægen, for det er nok klogest, hvis jeg vil komme dette til livs. Jeg fortæller ham nogle af mine tanker på en færgetur, og hvordan min krop reagerer. Han fortæller, at mit system har tillært sig at reagere på denne måde, og at det tænker, at disse ubehagelige færgeture sker oftere, end de reelt gør. Derfor er mit alarmberedskab til stede.

Han mener, det vil være en gode ide at prøve med kognitiv adfærdsterapi. Han forklarer, at det handler om gradvist at udfordre sig selv og eksponere sig for det, man egentlig frygter.

Det skulle for eksempel være at høre podcast eller spille skak på de rolige ture – at jeg ikke lader mig bremse af færgeturen, men faktisk bare forsøger at behandle turen som alle andre, der laver alt muligt andet i den samme halvanden time. Jeg skal mærke efter i kroppen, vurdere om jeg kan være i det og give turen en skala på et til 10 i forhold til, hvor ubehagelig den var. Han fortæller, at kognitiv adfærdsterapi vænner nervesystemet til at håndtere passende ud fra omstændighederne.

Jeg fortæller ham, at min skræk for færger opstår omkring 2014. Jeg havde en ekstraudfordrende færgetur, hvor vi skulle sidde ned hele vejen, og hvor færgens venstre side på et tidspunkt var helt nede at ramme havet. Sådan husker jeg det i hvert fald, men det passer sikkert ikke.

Jeg fortæller ham, at jeg godt ved, mine tanker er irrationelle. Det medgiver han, men han siger samtidig, at der faktisk er lidt rationelt ved det, fordi jeg har oplevet meget slemme ture. Og kroppen skal faktisk reagere, når det bliver ubehageligt. Det er en slags forsvarsmekanisme, der skal hjælpe til at holde dig i live, forklarer han.

Igen klogt sagt af ham, men barrieren for, hvornår det er ubehageligt at være på færgen, skal gerne rykke sig i en positiv retning. Derfor aftaler vi, at jeg får en henvisning til en psykolog. Så sådan en må jeg finde.

Føles som samba

På færgeturen i starten af oktober prøver jeg at sove, men det lykkes mig nærmest aldrig. Kun hvis det er morgenfærgen fra Rønne, kan jeg falde i søvn. Skal jeg til Rønne, prøver jeg at holde mig vågen i bussen til Ystad, så jeg kan tage en lur på færgen. Men det lykkes aldrig, for næ nej, jeg skal da ikke skånes for mine mentale pinsler.

Jeg tænker over, at skibet på et tidspunkt tilter lidt for meget til venstre, og at det gør det i en periode, som jeg vurderer til at være lidt for lang tid til at være normalt. Det er sikkert bare 15 sekunder, men det føles som en evighed. Jeg kigger ud ad ruden for at vurdere, hvor meget op og ned jeg kan se horisontlinjen bevæge sig.

Jeg ved godt, at frygten er irrationel, for der sker jo aldrig noget på turen fra Rønne til Ystad eller den anden vej, men omvendt skal det jo også bare gå galt én gang, og en gang skal jo være den første. Og det bliver sikkert denne gang, tænker jeg altid.

Min krop er i alarmberedskab. Hvis man tilsluttede min puls til turbinerne, ville vi sikkert sejle 10 knob hurtigere alene af min energi. Jeg mærker og følger med i alle skibets bevægelser minutiøst. Skibet banker ned i en bølgedal. Samba? Danser jeg samba? Jeg kan ikke danse, men jeg forestiller mig, at det flyvende vægtskifte i den brasilianske dans føles lidt på samme måde i kroppen. Jeg må spørge min medbornholmer Jasmin Lind, der jo var med i den sidste udgave nogensinde af Vild med Dans.

En løve på savannen

Men jeg kan også stille et spørgsmål til Ditte Vind Abrahamsen. Hun er uddannet cand. mag. i psykologi og sundhedsfremme fra Roskilde Universitet og uddannet psykoterapeut fra Neokognitivt Institut.

Hun fortæller, at mennesker har et center i hjernen, der kaldes for amygdala, som starter et alarmberedskab, hvis man finder noget farligt.

Men hjernen kan ikke skelne mellem forestillede og reelle trusler. Hos nogle hægter tankerne sig fast, og når først kroppen reagerer, kan den blive en forstærker for angsten. Når angsten kommer, frakobles vores refleksionsevne og fornuftssans, man får tunnelsyn og tænker ikke rationelt.

– På den måde reagerer dit system, som det skal. Hvis færgen virkelig er ved at synke, er der god grund til at blive bange og se, om der er en redningsbåd og så videre, forklarer hun mig.

– Du er på vagt på samme måde, som hvis du var på savannen og var i risiko for at blive slået ihjel af en løve. På den måde er vores hjerne forældet i forhold til at være på vagt, for der er ikke så mange trusler, som der var for mennesker for tusinder af år tilbage.

En virtuel firkant

Så hvad skal og kan jeg så gøre for at kunne komme mig over det? Ja, der er Ditte Vind Abrahamsen også et klogt, vidende menneske, der kan dele råd ud.

Først og fremmest skal jeg forstå, at min krop ikke gør noget forkert. Den er faktisk i gang med at redde mit liv, tror den. Jeg skal have en accept og omsorg for, at jeg reagerer som jeg gør. Jeg er ikke ved at blive sindssyg, forsikrer hun mig, og det er da meget rart at blive bekræftet i.

– Du skal finde en måde at tale omsorgsfuldt til den side af dig selv. Du skal forsøge at huske på, at færgeturen ikke er farlig, og at det går over.

– Du kan forsøge helt konkret at undersøge sandsynligheden for, at færgen synker, og hvad der skal til, for at færgen bliver aflyst. Så kan du fodre dig selv med fakta, som kan berolige dig.

Uden at have researchet det første fuldstændig til bunds – tøhø – ligger sandsynligheden på lige omkring nul procent. I hvert fald skriver Maritime Danmark, at kun 38 skibe sank eller gik på anden måde tabt i hele verden i 2022. Og tendensen er nedadgående.

Kommunikationschef hos Bornholmslinjen Jesper Maack svarer, at ingen færger er sunket i dansk farvand i 50 år. Han oplyser, at ture med hurtigfærgerne kan aflyses ved vind over 16 meter i sekunder og bølger over tre meter. Med Povl Anker kan det være over 23 meter i sekundet.

Men Jesper Maack fortæller også, at det altid er kaptajnen, der kender skibet og farvandet, som afgør, om en tur kan gennemføres. Kaptajnen vil altid vurdere en tur i forhold til sikkerheden for både passagerer og skib.

Ditte Vind Abrahamsen giver mig også et råd om at flytte fokus. Jeg kan for eksempel tælle, hvor mange passagerer der har briller på, eller jeg kan forsøge at stå på ét ben, for ’nogle siger, man ikke kan stå på ét ben og have angst samtidig’.

– Du kan også trække vejret i en firkant. På indåndingen kører du stregen op, på udåndingen hen og så videre, og så lavet du en virtuel firkant.

Hun forklarer mig, at alle disse råd har rod i kognitiv adfærdsterapi og metakognitiv terapi, hvor man arbejder med opmærksomheden – at angsten godt må være der, men at man vælger at fokusere på noget andet.

Ditte Vind Abrahamsen opfordrer mig til at blive ved med at tage færgen – og huske på, at det går hver gang. Men hun fortæller også, at kroppen er langsommere om at slippe reaktionen end min hjerne, og det skal jeg være forberedt på.

Og så understreger hun, at jeg kun fik et hurtigt crash course i kunsten at flytte opmærksomheden, og at hun ved et længere forløb ville dykke ned i, om der er en dybere betydning i færgeangsten, eller om det er tilfældigt.

Er håndbremsen trukket?

Tilbage på færgeturen i oktober er det ikke rart at kunne mærke skibets motorer undervejs, heller ikke denne dag. Rystelserne i stolen indbyder bare til, at angsten skal vækkes til live. Og det skaber tanker om alt det, der måtte foregå på bildækkene nedenunder.

Kan der komme vand ind ved bilerne, så vi synker til sidst? Har en bil glemt at trække håndbremsen, så den rulle lidt frem, skibets balance ødelægges, og vi kæntrer? Jeg kan ikke svømme, og måske er det derfor, jeg i virkeligheden er så bange for færgen? Men det er nok totalt ligegyldigt i sidste ende, for uanset om man kan svømme eller ej, er vi alle midt ude på Østersøen i samme båd. Bogstaveligt talt.

Jeg finder jævnligt min telefon frem for at se på et kort, hvor langt vi er fra land. Når vi begynder at komme tæt på havn, falder jeg mere til ro. Puha, så klarede jeg den også denne gang. Hvis jeg skulle følge min logik med, at skibet risikerer at synke, er det dog sikkert fløjtende ligegyldigt, om det sker to eller 20 kilometer fra havnen.

Men det sker jo ikke. Jeg ved det godt. Rationelt. Men jeg tænker ikke rationelt, når jeg er på færgen.

Jeg ved godt, at det er dumt, og jeg kan fortælle mig selv nok så mange kloge ting om, hvorfor jeg intet har at frygte.

En tur på broen

I slutningen af november er jeg en fredag igen med færgen. Men det er ikke en tur som alle andre.

Denne gang har jeg nemlig en aftale med skibets kaptajn, Morten Lund-Nielsen, om at jeg kan komme med op på broen for at få et indblik i, hvordan skibet og hans rolle på turen fungerer.

På færgen bliver jeg fulgt op til kommandobroen af destinationschef Christian Aage. Han starter med at fortælle om, hvordan skibet bliver lastet inden afgang – og at det faktisk ikke betyder så meget vægtmæssigt for skibets stabilitet, hvordan bilerne er placeret på færgen.

Det skyldes, at katamaranfærgen ligger på to skrog, som sikrer stabilitet. Han fortæller også, at al personale på færgen er sikkerhedsuddannet og ved, hvordan man skal håndtere en evakuering. Alle har hver sin specifikke rolle, og der er en form for øvelse hver onsdag.

Oppe på broen hilser kaptajn Morten Lund-Nielsen velkommen. Men vi skal være helt stille. For han skal sejle skibet ud af Rønnes havn, og det er det tidspunkt på turen, der kræver allermest koncentration.

Jeg kan se på skærmen, præcist hvor skibet ligger, og hvad der omgiver det. Samtidig kan man se, hvordan skibets bane går, alt efter hvordan Morten styrer det. Det gør han med to små, runde joysticks, der ser meget futuristiske ud. Bare han ikke hoster og gør en uheldig bevægelse med hænderne.

På skærme ved siden af kan man se videoovervågning fra alle skibets sider, mens der også er folk ved enderne af skibet, så man sikrer, at intet går galt.

Det gør der naturligvis heller ikke på denne overfart, og da vi er ude af havnen, kan vi begynde at snakke sammen. Morten sætter skibet på en slags autopilot, så det egentlig sejler sig selv – men giver lyd, hvis der er advarsler.

Morten forklarer, at det ikke som sådan er svært, når man først får det lært – men man er ”på”, som han formulerer det. Han har sejlet færgerne til og fra Rønne, lige siden Bornholmslinjen overtog driften i 2018.

Straks vælter spørgsmålene ud, så jeg kan finde fakta for at berolige mig selv. Morten fortæller, at der på skibet sidder både t-foils og et Trim-Taps-system, som sikrer skibets balance, og at det ikke vipper for meget. Det hjælper en hel del, må man forstå og er dermed ikke uvæsentligt overhovedet.

Derudover foreligger et skarpt regelsæt for skibet, ligesom der jævnligt udføres kontroller af både Søfartsstyrelsen og den svenske ditto, som sikrer en høj standard.

Og måske mest væsentligt af alt er skibets konstruktion med de to skrog. Faktisk kan det ene skrog være revet op, men færgen stadig klare en tur tilbage i havn – selv om den kommer til at halte lidt. Det kan ikke kæntre på den måde – men at sige, at det ikke kan synke, vil Morten altså ikke, for lidt overtroisk er vi vel alle.

En dum placering

Ligesom jeg holder øje med vejret i dagene op til afgang, gør både destinationschef Christian og kaptajn Morten – eller hvem der nu sejler skibet, Morten har altså fri en gang imellem – det også.

Ved bølgehøjde på tre meter sejler hurtigfærgerne ikke længere, men Morten forklarer, at det faktisk er et spørgsmål om passagerkomfort. De kan egentlig klare seks meter bølger, men så er det ikke sjovt, og det er mere vejret, der bestemmer ruten.

På denne tur vipper det ikke særlig meget, men en gang imellem giver skibet sig lidt. Jeg kan godt mærke nervøsiteten lure i baggrunden, og det siger jeg. Morten mærker ingenting, han bliver ikke nervøs over lidt bølgegang, men når det rusker allermest, kan han da godt mærke adrenalinen. Måske er broen et magisk sted? Min nervøsitet er ikke noget nær det samme, den plejer at være under samme forhold.

Han råder mig til at lave ”box-breathing” – det samme råd, som jeg har fået af Ditte Vind Abrahamsen om at trække vejret i en firkant. Jeg tænker generelt ret firkantet, så det passer sikkert godt til mig at prøve det.

Jeg fortæller ham om min faste plads, som jeg har på færgen. Men jeg må indse, at det åbenbart er et usmart. Godt nok er det rigtigt set at placere mig i midten af færgen, men øverste dæk er dumt. Man skal være så langt nede som muligt.

Morten anbefaler mig at sidde i hvileområdet. Der skal folk også tie stille, så der kan jeg da få fred og ro. Det er hermed taget ad notam, Morten. Jeg prøver din taktik fremover.

Det allerbedste vil faktisk være at sidde på bildækket, men det må man ikke. Jeg foreslår ellers at gemme mig dernede, men så skal vi have en alvorssnak bagefter, joker Morten. Okay, Morten, jeg gør, hvad du siger. Jeg gemmer mig ikke dernede.

Han supplerer med, at kongehuset, så vidt han har hørt, engang måtte indrette Kongeskibet på en særlig måde, fordi Dronning Ingrid ikke var søstærk. De lavede målinger af skibet og boltrede en sofa fast præcist i midten, hvor hun kunne sidde. Jeg foreslår at gøre det samme til mig på Express 5. Morten griner – men svarer faktisk ikke direkte på spørgsmålet, så jeg glæder mig til sofaen, Morten!

Det bliver noget af det sidste, vi taler om, for så skal skibet sejle ind i Ystads havn. Igen skal der være stille. Morten kigger på de samme skærme. Jeg kigger med og forestiller mig at gøre det selv. Det ser jo simpelt ud… men er det helt sikkert ikke. Jeg anerkender din ekspertise, Morten, du er god til dit job; heldigvis for alle os passagerer, som nu skal ud af færgen, og Morten skal sejle tilbage.

Jeg håber, at jeg med det her er blevet lidt klogere på, hvorfor jeg reagerer sådan, og hvad jeg kan gøre ved det.

Jeg kommer nok aldrig til at kunne fjerne frygten fuldstændig, men jeg håber, at det vil blive bedre. Nu vil jeg se frem til de næste, forhåbentlig mindre frygtindgydende færgeture.

Kombardo.