Festivalplaner på Nordlandet får grønt lys

Festivalplaner på Nordlandet får grønt lys
Der bliver nu mere faste rammer for større arrangementer som Folkemødet og Wonderfestiwall. Arkivfoto: Klaus Holsting
NOTITS | POLITIK | 18. DEC • 19:10
NOTITS | POLITIK | 18. DEC • 19:10

Folkemødet og Wonderfestiwall får faste rammer – men støj bliver stadig en udfordring. 

Forslagene til planlægning af store festivaler på Nordlandet er godkendt af en enig kommunalbestyrelse. 

Det betyder, at både Folkemødet og Wonderfestiwall fremover får klare rammer for afholdelse – samtidig med, at andre arrangører også kan bruge området til store events. Forslagene sendes nu i otte ugers offentlig høring, før de endeligt træder i kraft.

Planerne ændrer 18 eksisterende rammer i kommuneplanen og etablerer en ny ramme for rekreative aktiviteter. Lokalplanen opdeler området i fire delområder: aktiviteter året rundt i den indre del af Allinge, folkemødeaktiviteter i juni, musikfestival i august ved Slotslyngen og fleksible landzonearealer, hvor funktionerne kan variere fra år til år.

'Pinlig' baggrund

Baggrunden er, at kommunen indtil nu ikke har haft lokalplaner for de store festivaler.

Kritikere har påpeget, at Folkemødet og Wonderfestiwall reelt kunne være afholdt ulovligt, fordi Planklagenævnet i 2024 slog fast, at store arrangementer, der ligner Folkemødet, kræver en lokalplan – en praksis som Odense Kommune blev pålagt at følge. Og tidligere på året kaldte Kirstine van Sabben (M) situationen for “pinlig”. 

– Jeg synes, det er pinligt. Vi bør gå foran som det gode eksempel. Vi kræver, at borgere og virksomheder overholder den gældende lovgivning, der er, og vi bruger lang tid på at sikre, at folk også gør det, når de søger om en eller anden tilladelse. Hvis vi ikke selv har styr på det, synes jeg, det klinger lidt hult, sagde hun i februar til TV 2 Bornholm. 

Støj kan være en udfordring

I forbindelse med den nye lokalplan er der også udarbejdet en miljørapport.

Den viser, at festivalerne ikke vil give væsentlige skader på natur, landskab, sikkerhed eller ressourceforbrug. Enkelte områder med særlig natur skal dog friholdes eller kun benyttes i begrænset periode, og paddehegn skal sættes op under opstilling og nedtagning. Støj vurderes som den største midlertidige påvirkning, men planlagte retningslinjer og tidsbegrænsninger skal begrænse generne.

Planen giver Folkemødet nye muligheder, herunder arealer, der hidtil ikke har været anvendt. Ingen grundejere pålægges dog at stille jord til rådighed – Folkemødet kan kun benytte arealer, hvis der indgås private aftaler.



Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT