Ny kurs efter 10 år: Bornholm går tilbage til specialklasser

Ny kurs efter 10 år: Bornholm går tilbage til specialklasser
Åvangsskolen i Rønne bliver hjemsted for specialklasser, der vil gå hele vejen fra 0. til 9. klasse, når de er blevet fuldt indarbejdet. Foto: Jacob Jepsen
POLITIK | 27. MAR • 20:20
Jakob Marschner
Journalist
POLITIK | 27. MAR • 20:20

Bornholm vender tilbage til specialklasser i folkeskolen. Starten går efter sommerferien, hvor Åvangsskolen i Rønne går i gang med at fase specialklasser gradvist ind hele vejen fra 0. til 9. klasse.

Det besluttede kommunalbestyrelsen torsdag aften. Kun Moderaterne undlod at stemme, fordi Kirstine van Sabben fandt sagen hastet igennem med en meget kort høringsfase.

Specialklasserne kommer efter 10 år, hvor både Bornholm og de fleste af landets andre kommuner har haft blikket rettet mod at inkludere flest mulige elever med særlige udfordringer i normalklasserne.

At specialklasserne vender tilbage betyder samtidig, at de særlige klasser på Paradisbakkeskolen i Nexø og på Svartingedal Skole i Hasle (de såkaldte mellemformer) vil blive gradvist afviklet i takt med, at der ikke længere vil blive optaget elever.

Bornholms opgør med inklusionen, en grundpille i tidligere borgmester Winni Grosbølls syn på skolerne, kommer også til at betyde, at fem bornholmske unge om året kan komme på specialefterskole med halvdelen af forældrenes betaling afholdt af kommunen. Forældrepar vil kunne få op til 50.000 kroner i støtte pr. skoleår.

Endelig vil der næste år være tre millioner kroner til rådighed i en pulje, der skal gøre det lettere at skabe skoletilbud, der "kan møde elevens behov i nærmiljøet eller i et tilbud tæt på almenområdet". De tre millioner kroner vil blive bestyret af den enhed i kommunen, der visiterer børn og unge til specialtilbud.

Her og nu vil de nye tider betyde en ekstraudgift på knapt 2,1 millioner kroner, som kommunekassen kommer til at betale. Fra næste år og fremad betyder først og fremmest de kommende specialklasser, at kommunen får en ekstraudgift på cirka ni millioner kroner om året.

Det skal dog ses i forhold til, at ekstraudgiften ved at undervise børn med behov for specialundervisning efter samme model som i dag ville være cirka 15 millioner kroner om året.

At ekstraudgiften bliver holdt nede omkring ni millioner kroner skyldes i første omgang, at ubrugte midler til lærernes efteruddannelse og til at løfte kvaliteten i Bornholms folkeskoler også bliver skudt ind i projektet.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT