Blandt de bornholmske politikere er der bred enighed om, at det kræver mere arbejde at være medlem af kommunalbestyrelsen end at være formand for et af de tre kommunale aktieselskaber. Men det er ude af politikernes hænder at lave en reform, så honorarer og arbejdsmængde svarer bedre til hinanden.
– Det tror jeg ikke, at vi kan, for med både Beof og de to havne er der tale om aktieselskaber, der selv fastsætter honorarerne til medlemmerne af deres bestyrelser. Og selv hvis de satte deres honorarer ned, ville de jo ikke overføre de penge til kommunen, siger Morten Riis (EL).
– Kommunalbestyrelsen er selvfølgelig ejer af de selskaber, men vi har delegeret en masse beslutninger ud til dem ud fra et princip om armslængdes afstand. Så giver det ikke så meget mening, hvis vi vil sidde og fastsætte deres honorarer, siger han.
– Det har Morten ret i. Beslutningen om honorarernes størrelse ligger hos selskaberne, siger Bjarne Hartung Kirkegaard.