U14-drengene fra Elite Bornholm fortsætter parløbet med Vanløse i den københavnske mesterrække i fodbold. Lørdag blev det til en sikker bornholmsk sejr på 8-3 over Hvidovre 2.
Hjemme på Aakirkeby Stadion afgjorde Elite Bornholm kampen allerede i 1. halvleg, idet de gik til pausen med en føring på 5-0. Malthe Gren-Hansen scorede til 1-0 og 3-0, Adnan Selimovic til 2-0 og 5-0, mens Julius Pedersen nettede til 4-0.
Hvidovre indledte 2. halvleg med en hurtig scoring, hvorefter Adnan Selimovic og Valde Rudi Holm øgede den bornholmske føring til 7-1. Så fulgte to Hvidovre-scoringer mere, inden Adnan Selimovic med sit fjerde mål sørgede for slutresultatet 8-3.
Vanløse fører mesterrækken med 16 point og en målscore på 39-9, mens Elite Bornholm er toer med 16 point og en målscore på 28-8.