KØB ABONNEMENT
POLITIK / 23. OKT • 09:10

Folkemødet får millioner til at engagere unge

Folkemødet får millioner til at engagere unge
Foreningen Folkemødet får millioner fra Tuborgfondet til at styrke unges deltagelse i demokratiet via projektet Ung Agenda. Pressefoto: Foreningen Folkemødet
Journalist

Unge skal opleve, at deres stemme betyder noget i den demokratiske samtale, og lysten til at engagere sig skal bredes ud til flere.

En bevilling på 13,5 millioner kroner fra Tuborgfondet skal styrke Folkemødets projekt Ung Agenda og dermed unges deltagelse i demokratiet.

Det skal ske i samarbejde med Dansk Ungdoms Fællesråd og Folkehøjskolernes Forening.

Ambitionen er, at flere unge skal opleve, at de har en stemme i demokratiet, bliver hørt og kan være med til at sætte dagsordenen.

Direktør Signe Saabye Ottosen i Foreningen Folkemødet fortæller, at den nye bevilling gør det muligt at tage et markant skridt i udviklingen af Ung Agenda.

– Vi vil ikke bare have flere unge med til Folkemødet; vi vil have dem op på scenerne på deres præmisser. Vi vil skabe rammer, hvor unge oplever, at deres stemmer har betydning, og at demokratisk deltagelse er noget, de kan tage med sig videre fra Folkemødet og ind i deres hverdag og i de lokale fællesskaber, hvor de færdes, siger hun i en pressemeddelelse.

Konkret har Folkemødet fået pengene fra Tuborgfondet til at gennemføre Ung Agenda fra 2027 til 2031. Projektet bygger videre på fem års partnerskab mellem Folkemødet og fondet.

Flere unge skal engagere sig

Da Ung Agenda startede i 2022, var ambitionen at nedbringe barrierer for unges deltagelse på Folkemødet.

Med den nye bevilling øger parterne ambitionerne for unges deltagelse i den demokratiske samtale og deres engagement i demokratiet. Det sker blandt andet gennem initiativer, der skal forankre unges tilstedeværelse på Folkemødets scener og stemme i samfundsdebatten.

Samtidig er der et ønske om at nå bredere ud til unge i hele landet. Det gælder også unge, som ikke allerede engagerer sig i politiske og demokratiske fællesskaber.

– Demokratisk selvtillid kommer ikke kun af viden, men af at tage ordet, møde andre perspektiver og opleve, at ens bidrag betyder noget, siger sekretariatschef Ole Buch Rahbek i Tuborgfondet.

Han glæder sig over, at fondet i partnerskab med Folkemødet kan brede erfaringerne fra Ung Agenda ud, så de kan komme flere unge til gavn.

– For et stærkt demokrati kræver, at flere oplever, at de kan tage del i det og være med til at præge det, siger Ole Buch Rahbek.

Dansk Ungdoms Fællesråd og Folkehøjskolernes Forenings brede kontakt til unge i hele landet skal bidrage til at udbrede Ung Agenda.

Om Ung Agenda

• Foreningen Folkemødet er projektejer med Dansk Ungdoms Fællesråd og Folkehøjskolernes Forening som samarbejdspartnere.

• Målet er at nå 55.000 unge på landsplan i perioden 2027-2031. Heraf skal 27.500 unge deltage på Folkemødet.

• I 2031 er målet, at 6.000 unge deltager på Camp Ung Agenda.

• Projektet omfatter både indsatser og aktiviteter under og udenfor Folkemødet.



Følg debatten på facebook!






FÅ ABONNEMENT