Flertal vil inddrage træbådelaugets bygning i nyt havneområde

NYHED | RØNNE | 8. DEC 2022 • 06:47
Henrik Nielsen
Journalist
NYHED | RØNNE
8. DEC 2022 • 06:47

Der var flertal for at følge indstillingen fra kommunens direktør og dermed Rønne Havns ønske, da økonomi- og klimaudvalget onsdag behandlede sagen om nye oplagsarealer på havnen. Det betyder samtidig, at flertallet ikke er indstillet på at undtage Bornholms Træbådelaugs bygning.

Det fortæller TV 2 Bornholm.

Dermed gik flertallet i økonomi- og klimaudvalget imod den indstilling, der var kommet fra natur-, miljø- og planudvalget. I det udvalg ville et flertal udelade træbådelaugets bygning fra det planlagte oplagsareal på Sydhavnen, som Rønne Havn A/S vil bruge for at styrke sin position som udskibningshavn for offshore-projekter, blandt andet vindmøller.

I sidste ende er det kommunalbestyrelsen, der træffer beslutningen, når den mødes torsdag den 15. december. Det bliver første gang, Bornholmerlisten og Kristendemokraterne får lejlighed til at tage politisk stilling til sagen, da de ikke sidder i nogen af de udvalg, den har været behandlet i indtil nu.

Hvis Enhedslisten og Socialdemokratiet stemmer som i natur-, miljø- og planudvalget, og enten Venstre, Bornholmerlisten eller Kristendemokraterne stemmer med dem, bliver træbådelaugets bygning undtaget. Hvis Venstre, Bornholmerlisten eller Kristendemokraterne følger direktørens indstilling, bliver bygningen en del af oplagsområdet.