Det skal den næste skolechef kunne

POLITIK | Søndag 16. februar 2025 • 15:30
Jakob Marschner
Journalist
POLITIK | Søndag 16. februar 2025 • 15:30

Efter tre gange goddag og farvel igen på kort tid skal Bornholms næste skolechef være chef for ikke bare skolerne, men også børnehusene. Og starte i jobbet cirka samtidig med, at de to skoler i Rønne bliver lagt sammen. Det kalder på et menneske med mange forskellige kvaliteter, siger to skoleledere.

Hvordan får Bornholm en skolechef, der bliver i længere tid end de tre seneste? Og hvilken slags chef er der brug for, når man også tænker ind, at vedkommende skal starte i jobbet cirka samtidig med, at de to skoler i Rønne bliver lagt sammen efter sommerferien?

En chef, der ved noget om at lede en organisation, der er under forandring, svarer skolelederne Andreas Grosbøll (Åvangsskolen) og Kasper Johansen (Kongeskærskolen). Og et menneske, der både kan drive en organisation og samtidig sikre de værdier, der bærer den.

Kasper Johansen nævner desuden, at den kommende centerchef som noget stadig ret nyt vil blive chef for både Bornholms skoler og daginstitutioner. At begge de to største blokke i kommunens velfærd til børn og unge blev placeret sammen under samme chef trådte først i kraft med kommunens nye struktur sidste sommer.

– Vedkommende skal forbinde folkeskolerne og dagtilbuddene med kommunens direktion og politikerne. Det kræver, at man er strategisk velbevandret og har god forståelse for de vigtigste dagsordener, siger Andreas Grosbøll.

At rekruttere den næste chef for kommunens Center for Børn og Læring vil vare mindst et par måneder. Så vil sommerferien stå for døren. Efter ferien bliver Åvangsskolen og Søndermarkskolen i Rønne i praksis lagt sammen til Folkeskolerne i Rønne, med virkning fra august.

– Det er klart, at vi står i en situation, som vi ikke kender endnu. Der er flere ting, der gør, at der kan være brug for støtte fra den nye centerchef, siger Andreas Grosbøll.

– Det vil da være en fordel, hvis vedkommende har en erfaring med sådan en proces. Situationen kalder på, at man forstår, hvad forandringer betyder for organisationer, hvad der er vigtigt, og at man har en evne til at være i dialog med os, der står med det: En god sparringspartner, der forstår og lytter, siger han.

Opgaven er vokset

På Kongeskærskolen i Allinge tegner skoleleder Kasper Johansen også et billede af en chef, der gerne skal kunne lidt af hvert.

– Som chef for skoler og dagtilbud skal du både kunne drifte og holde fast i en værdifakkel. For folkeskolen er også en værdiorganisation, siger han.

– Vi er dårligt nok landet i en ny organisation, hvor skoler og dagtilbud er sammen under samme chef. Det kalder på en evne til hurtigt at se, hvad der er på spil. Det kan godt være svært, og så må vi andre jo spille ind med, hvad der mangler, siger Kasper Johansen.

I Rønne bliver tiden til at lande i jobbet meget knap.

– Det handler om hurtigt at kunne få overblikket og også bruge de ressourcer, som vedkommende får omkring sig. Det kræver overblik og pragmatisme, men også vision, siger Kasper Johansen.

– Folkeskolen er en hjørnesten i et samfund og en kommune, og tilflyttere kigger selvfølgelig også på, om deres børn kan få en god skolegang. Så det er et job, der kalder på lidt af hvert, siger han.

Kasper Johansen siger, at de tre seneste skolechefer alle har haft en udfordrende opgave foran sig.

– Det er et godt spørgsmål, hvorfor de ikke blev længere. Jeg tænker egentlig, at vi har haft nogle dygtige folk inde i butikken, siger han.

– Det har været en stor opgave at gå ind og arbejde med nogle meget store forandringer. Måske undervurderer man også lidt, at det kan være svært at bestride et chefjob, når man ikke bor i kommunen. Det har jo været fællestrækket ved de to seneste, siger Kasper Johansen.

– Jeg tror, at der er tre forskellige forklaringer på, hvorfor de tre seneste chefer stoppede igen. Så jeg tror ikke, at man kan sige noget overordnet om det, siger Andreas Grosbøll.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT