67 siger nej til partihopperi

Martin Søndergaard Jensen

Journalist

Olivia Emma Espersen

Journalist

Frida Flinch

Journalist

I en stor rundspørge fortæller adskillige kandidater til kommunalbestyrelsen, at de ikke vil skifte parti.

Den seneste periode i kommunalbestyrelsen har været en foranderlig en af slagsen. Skiftende flertal har truffet beslutningerne, og der har været ganske mange politikere, som enten er blev løsgængere eller har skiftet parti.

Hele syv ud af 23 i kommunalbestyrelsen er det tilfældet for, hvilket vil sige, at 30 procent af politikerne ikke længere repræsenterer det parti, de blev valgt for i 2021.

Det er den næsthøjeste procentsats i hele landet - kun overgået af Læsø, som ligger på 44 procent.

Derfor har Tidende ringet til næsten samtlige 95 kandidater for at høre, om de vil love, at de, hvis de bliver valgt ind, ikke vil skifte parti i den kommende periode.

Her fik vi fat på 67 kandidater, som alle fortæller, at de ikke vil skifte parti i løbet af perioden. Der er ganske mange, der gerne vil love, at de ikke vil skifte parti, mens de resterende siger, at det absolut ikke er intentionen.

Spidskandidaten for Socialdemokratiet, Anne Thomas, lover eksempelvis, at hun ikke kommer til at skifte i den kommende periode. Hun har tidligere været valgt for Alternativet, ligesom hun i en kort periode var medlem af Radikale Venstre for at se, om det var noget for hende.

– Jeg kommer ikke til at skifte parti, og jeg har i øvrigt heller aldrig skiftet parti i en valgperiode, og det kommer jeg heller ikke til den her gang, fortæller Anne Thomas og fortsætter:

– Det er meget, meget sjældent, at formanden for et parti skifter. Det, der nogle gange sker for partier, er, at man bliver uenige om den linje, der lægges. Og eftersom det er mig, der lægger linjen, er det virkelig, virkelig usandsynligt, at jeg skal blive uenig med mig selv i en sådan grad, at jeg er nødt til at melde mig ud af mit eget parti, siger hun, ligesom hun også selv synes, det er en uskik at skifte parti under en valgperiode.

Tjent eget mandat

For Kirstine van Sabben, der blev løsgænger, da Bornholmerlisten blev opløst, var det dog vigtigt at føre listens politik videre.

– Jeg tror ikke, det er noget, folk går og planlægger. Det er i hvert fald ikke noget, jeg går og planlægger. Det er også derfor, det har været så vigtigt for mig i den periode, der er gået, at jeg har arbejdet udfra Bornholmerlistens valgprogram, selvom det ikke findes mere. Men det er jo det, jeg blev valgt på sidst. Og det vil også være det, der er afgørende for mig den her gang. Det er det altid. Det er de personlige stemmer. Hvem er det, der har valgt mig ind? Hvad er det, de har gjort af tanker? Og hvilke forventninger har de til det mandat, de giver mig? Det er det, der er det afgørende, siger hun.

Hun synes også godt, der kan være forskel på, om man bør opgive sit mandat til partiet eller holde det for sig selv.

– Hvis du selv har tjent stemmer til dit mandat, så er det dit mandat - det er det egentlig lige meget hvad - men det synes jeg bare har en betydning. Har folk stemt på personen eller på partiet, man er stillet op for? Selvfølgelig vil der være folk, som har stemt ud fra begge betragtninger. Det vil der jo altid være. Jeg oplevede for eksempel at få et rigtig flot personligt valg med knap 2.400 personlige stemmer. Det var nok til, at jeg fik to mandater. Den anden kandidat fik 60 stemmer og tog de stemmer med og mandatet med til et andet parti. Det synes jeg ikke er kønt at se på, fortæller Kirstine van Sabben.

Hos Konservative tog de imod også imod to partihoppere, da Linda Kofoed Persson og Torben Kofod Ager tog turen dertil fra Dansk Folkeparti. Her tog de gerne imod dem, fortæller kandidat Anders Møller.

– Selvfølgelig gør man det, siger Flemming Sorth, der også er kandidat for Konservative og tilføjer:

– Jeg synes, man skal løse det på den måde, at hvis man hopper ud af partiet, så kan man kun få lov til det, hvis man har personlige stemmer nok. Hvis René (Danielsson, red.) pludselig blev træt af DF, så ville jeg synes, det er ok. Han blev valgt, ikke fordi han stillede op for DF, men fordi han er René.

Overhovedet at tage imod partihoppere kan der dog også være splittede meninger om. Hos venstrekandidaten Jens Hjul-Nielsen lyder det, at han sågar vil stemme nej til at tage imod partihoppere.

– Jeg vil ikke byde partihoppere velkommen. Man snyder vælgerne, siger han.

Uenigheder i spil

Tidende har også snakket med Karina Kosiara-Pedersen, der er lektor ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet, om hun synes, det er mange, når knap en tredjedel er af kandidaterne ikke længere er ved samme parti.

– Der er et opbrud, forstået på den måde, at hvis vi sammenligner over tid, er der nogle perioder, der er præget mere af opbrud end andre. Når et nyt parti bliver dannet, som vi så med Dansk Folkeparti i sin tid og Ny Alliance, så er der nogen, der får et bedre alternativ. I den her periode har der både været Moderaterne og Danmarksdemokraterne. Det er partier, der dels er nye tilbud for kommunalbestyrelsesmedlemmer, men det er også partier, der ligger tæt på nogle af de andre, fortæller lektoren.

Men der er også andre elementer i spil, når det er kommunalpolitik, fortæller hun.

– Vi har jo altid set, at der er nogen, der rager uklar med sit parti på en eller anden måde. Kommunalpolitik er præget af, at der er få hoveder, der sidder sammen i en gruppe. Kulturen er båret af de enkelte kommunalbestyrelsesmedlemmer, og der kan være uenigheder om strategi eller holdninger på bestemte områder, så der skal ikke så meget til, før at det, at man har raget uklar, gør, at man ikke kan blive i det samme. I Socialdemokratiet og Venstre, hvor man har en større gruppe, er det nemmere at sige, at der stadig er plads til en, selvom man ikke er enige med de andre på én sag, siger Karina Kosiara-Pedersen.

Demokratisk problem og utroværdigt

Mange af kandidaterne mener, at det er noget, som er et reelt problem for vælgerne. For vælgerne har ofte partierne i hovedet, når de skal vælge kandidat i stemmeboksen. Derfor skader det også tilliden mellem vælgerne og politikerne, når der bliver skiftet parti.

– Det kan jeg 100 procent love, at jeg ikke kommer til. Jeg vil skrive under på, at jeg ikke skifter. Jeg har lige talt med en, der kaldte det utroværdigt. Det kunne han ikke acceptere, og det kan jeg heller ikke, lyder det fra Michael Hendriksen fra Danmarkdemokraterne.

– Det, synes jeg, er skadeligt for vores demokrati. Jeg har mødt mange vælgere, der har sagt ”jamen, jeg kan ikke være sikker på, at du er i det samme parti næste gang”. Så tænker folk, at det er næsten lige meget at stemme. Det er noget af det, jeg er blevet allermest overrasket over i valgkampen, fortæller venstrekandidat Sebastian Bærnthsen.

– Jeg synes syv er fandme voldsomt. Jeg tror, det giver politikerlede. Jeg er hele mit liv blevet spurgt, om jeg vil skifte til noget, hvor jeg kunne blive valgt, men det vil jeg ikke, siger Mathilde Lissau fra Radikale Venstre.

Også lektor Karina Kosiara-Pedersen bliver spurgt, om det er et demokratisk problem, at der er sket så mange partihop.

– Det er et demokratisk problem i det omfang, at vælgerne har en opfattelse af, at den, de har gjort sig overvejelser om, det skal stemme på, at vedkommende bare render af pladsen. Og det er jo et demokratisk problem, når vi giver nogen vores stemme og faktisk synes, at de skal repræsentere os, siger lektoren.

Hos eksempelvis Enhedslisten fortæller Helle Munk Ravnborg, at de netop har en "regel" på emnet.

– Det kan jeg sagtens love. Det kan jeg, fordi vores uskrevne, men meget kære regel, er, at selv hvis jeg ikke længere skulle være Enhedslisten, så kan jeg ikke tage mit mandat med mig over i et andet parti. Sådan tror jeg, at man har det rundt i hele landet, at vi ikke gør det. Jeg synes egentlig, at det er en uskik, fordi langt de fleste er blevet valgt på et partis eller en anden kandidats stemmer. Det er de færreste, der er blevet valgt på sine egne stemmer, lyder det fra Helle Munk Ravnborg.

Partiet kan ændre sig

Linda Kofoed Persson, der i perioden skiftede fra Dansk Folkeparti til Konservative, var det kampagnen "Rejs hjem", der gjorde, at hun skiftede parti. Nu er det hendes plan at blive hos Konservative, men hun synes, det er et tegn på usundhed, at der er så mange, der har skiftet parti.

– Det kommer lidt an på, om man har været i et parti længe eller kort. For mit eget vedkommende havde jeg været i Dansk Folkeparti i 20 år, og partiet havde i de år flyttet sig i en retning, hvor jeg personligt flyttede en anden retning. Men hvis man skifter parti, fordi man ikke får den opgave, man gerne ville, er der noget galt. Jeg synes ikke, at man kan tage alle partihoppere og putte i en hat, siger hun.

Netop pointen om, at partiet kan flytte sig, er noget, som Niels Chresten Andersen, spidskandidat for Kristendemokraterne hæfter sig ved. Han kan nemlig ikke love, at han ikke skifter parti.

– Jeg kan love, at det, jeg går til valg på nu for Kristendemokraterne. Det vil jeg køre gennem hele valgperioden, men mit parti på landsplan kan jo ændre sig. Jeg har overhovedet ingen intentioner om at hoppe. Jeg har haft mange anledninger, hvis det var det, jeg ville. Verden kan ændre sig så mange gange på fire år. Jeg har ingen intention overhovedet om at skifte parti, men jeg vil ikke give en skråsikker garanti her på, hvad der kan ske de næste fire år, fortæller han.

Hos Jonna Nielsen, der i 2021 blev valgt ind for Socialdemokratiet, blev løsgænger og nu stiller op for Fælleslisten, holder hun fast i, at hun hele tiden har kæmpet for det samme.

– Det er et ret interessant spørgsmål. Det er en kiste, som jeg selv har været med til at stifte. Det er i hvert fald ikke min intention at skulle skifte. Jeg har heller ikke skiftet til noget andet i den periode, hvor jeg har siddet. Jeg har siddet som løsgænger og gjort det, som jeg lovede vælgerne i forbindelse med mit valg. Jeg har ikke skiftet parti, og det har jeg heller ikke tænkt mig, fortæller Jonna Nielsen.

Fra Sebastian Bloch Jensen, der er kandidat for SF, lyder det også, at de har talt med hinanden om, at de ikke vil skifte parti i en valgperiode. Men han har også en opfordring til partierne.

– Det siger noget om samarbejdsmiljøet, at der er syv, der ikke længere er i samme parti som i begyndelsen af valgperioden. Samarbejdskulturen skal jo gerne være godt på tværs af partierne, men man kan også arbejde på den internt i partiet, fortæller han.

Bliver man genvalgt som partihopper?

Men kan de, som er skiftet parti i løbet af en periode, risikere at blive straffet af vælgerne? Det giver lektor Karina Kasiara-Pedersen sit bud på.

– Analyserne viser, at ens karriere ikke er færdig efter, man har skiftet parti. Man skal jo gøre sig nogle overvejelser i forhold til – det er også det, man tænker, at nogle af de kandidater gør - altså der er en de facto spærregrænse, der kan være ret høj, og derfor kan det være svært lige at lave sit eget nye parti, eller springe til for eksempel Moderaterne, som ikke står særlig stærkt rundt omkring. Det kan være en fordel for dem, der har forladt et parti at tage til et af de etablerede eller et af de nye, der står lidt bedre, fortæller Karina Kosiara-Pedersen.

De er skiftet

Søren Schow og Heidi Burgedahl skiftede væk fra Venstre, blev løsgængere og har nu stiftet Bornholm 360.

Linda Kofoed Persson og Torben Kofod Ager skiftede fra Dansk Folkeparti til Konservative, som de begge stiller op for nu.

Jonna Nielsen blev valgt ind for Socialdemokratiet, men blev løsgænger og stiller op for Fælleslisten.

Zille Thilde Vangsaa skiftede fra Bornholmerlisten til Dansk Folkeparti i 2023, men hun er nu helt ude af kommunalbestyrelsen, da hun i sommer flyttede til København.

Kirstine van Sabben blev valgt ind for Bornholmerlisten, men blev løsgænger, da 2023 sluttede, da Bornholmerlisten lukkede sit virke. Nu stiller hun op for Moderaterne.

Dem har Tidende ringet til

67 kandidater siger, at de ikke har tænkt sig at skifte:

Socialdemokratiet: Anne Thomas, Mads Randbøll Wolff, Kasper Flygare, Ann Rubæk-Nielsen, Christian Faurholdt Jeppesen, Anne Jensen, Maria Fromseier Kjærsgaard, Dennis Jensen, Kirsten Wendell, Niels Bertelsen, Karen Lynn Jacobsen

Radikale: Søren Brenøe, Mathilde Lissau, Kristian Kirk Mailand

Konservative: Christian Froberg Dahl, Linda Kofoed Persson, Torben Kofod Ager, Mark Palmquist, Kristoffer Kromand, Mogens Anneberg, Flemming Molbech Sorth, Anders Møller, Ralf Skovgaard

Dansk Folkeparti: René Danielsson, Sabine Nicoline Lyngberg, Jørn Westh, Mette Sode Hansen

Venstre: Frederik Tolstrup, Sebastian Bærnthsen, Gitte Wittorff, Jens Hjul Nielsen, Bent Lindeman Jørgensen, Diana Pedersen, Jørgen Oldenburg, Vivian Munch Petersen

Fælleslisten: Jonna Nielsen, Jan Jørgensen, Per Ole Petersen

Frie Grønne: Stine Zink Kaasgaard

Kristendemokraterne: Niels Chresten Andersen, Betina Juhl Tychsen, Signe Hartung Kjærby, Bjarne Hartung Kirkegaard, Hartvig Mumm, Hans Ole Bech

Danmarksdemokraterne: Michael Hendriksen, Renate Hendriksen, Jonas Ipsen, Magnus Larsen

Enhedslisten: Helle Munk Ravnborg, Anders Rugtved, Tine Astrup Eriksen, Mads Thordal Trærup

Liberal Alliance: Benedikte Gyes, Conrad Severin, Margrethe Kjellberg

Moderaterne: Kirstine Van Sabben, Lasse Oszadlik, Lars Christian Funk, Carina Helene Rasmussen

SF: Andreas Grosbøll, Molly May Vestergaard, Morten Vadstrup Warming, Rasmus Sprotte, Sebastian Bloch Jensen, Ditte Damkjær, Britta Sjøstrøm

Vi kunne ikke få fat på følgende kandidater:
Socialdemokratiet: Claus Larsen-Jensen, Erik Kryger, Henning A. Jensen, Stig Lodberg

Radikale Venstre: Joao Møller, Laila Espersen

Konservative: Christina Kofod Krönlein, Peter Svarre

Dansk Folkeparti: Bo Anchor Jensen, Chriistofer Avelon Damgård, Tonny Borrinjaland

Kristendemokraterne: Anders Due Solgaard, Martin Pihl Sode, Mogens Riis Pedersen, Martin Kaltoft

Enhedslisten: Morten Riis, Sanne Friborg, Emil Boesen, Fiona Højmark-Ross, Mads Kissow, Allan Pleman, Julie Castmar

Venstre: Brian Kofod, Niels Plum

Frie Grønne: Siobhán Kelleher-Petersen

Bornholm 360: Søren Schow, Heidi Burgedahl

Fælleslisten: Joan Prahl