Bestyrelse tager fyring af Andreas Grosbøll op efter ønske fra de studerende

Bestyrelse tager fyring af Andreas Grosbøll op efter ønske fra de studerende
Andreas Grosbøll til arrangement for 20 nyuddannede pædagoger. Foto: Allan Rieck
| ABONNENT | 9. JUN 2020 • 11:32
| ABONNENT
9. JUN 2020 • 11:32
UDDANNELSE

Sagen om nedlæggelsen af Andreas Grosbølls stilling som uddannelsesleder på Bornholms lærer- og pædagoguddannelse skal nu drøftes af Københavns Professionshøjskoles bestyrelse. Det fortæller Jesper Fisker, der er formand for bestyrelsen.

– Det har været et ønske fra de studerendes side at få fremlagt sagen for bestyrelsen. Som formand for bestyrelsen blev jeg orienteret om, at man ville nedlægge stillingen i forbindelse med omorganiseringen. Jeg har noteret mig, at man fra direktionens (Københavns Professionshøjskoles direktion, red.) side ser omorganiseringen som en opprioritering og ikke en nedprioritering af Bornholm, og jeg har ikke grund til at tro andet. Men jeg synes, det er helt rimeligt, at sagen fremlægges for en samlet bestyrelse, siger Jesper Fisker.

Utilfredse studerende

De pædagogstuderende på Bornholm er stærkt utilfredse med nedlæggelsen af Andreas Grosbølls stilling og har rettet henvendelse til Ditte Mundeling Samuelsen, der er pædagogstuderende og forperson i Studenterrådet ved Københavns Professionshøjskole og De Studerendes Råd, DSR, på Campus Carlsberg. Hun er også bestyrelsesmedlem i Københavns Professionshøjskoles bestyrelse og har nu sørget for, at sagens forløb skal på dagsordenen for næste bestyrelsesmøde, som afholdes tirsdag den 16. juni.

– Når vi får henvendelser om bekymringer fra de studerende, så er det min opgave som forperson i Studenterrådet at få et overblik over sagen og tage det videre, så vi sikrer os, at der bliver taget højde for de studerendes situation og trivsel. Vi tager sagen her op på bestyrelsesmødet, men det er ikke med henblik på at få selve beslutningen omgjort. Det, ved vi godt, ikke kommer til at ske. Men vi vil gerne have en drøftelse af, om man kunne have forberedt de studerende bedre på den her beslutning, siger Ditte Mundeling Samuelsen.


Sårbart tidspunkt

Ifølge hende er det blandt andet tidspunktet for fyringen, der rammer de studerende.

– Vi står i en situation, hvor de studerende er et relativt sårbart sted, og når man så beslutter at gennemføre en omstrukturering og nedlægger stillingen lige nu, kan vi godt få øje på, hvorfor der er en frustration blandt de studerende. Vi vil gerne drøfte, om man kunne have gjort det anderledes, og om der er noget, vi skal være opmærksomme på i forhold til de studerendes trivsel på Bornholm, siger Ditte Mundeling Samuelsen.

Hun fortæller, at trivslen blandt de studerende på Københavns Professionshøjskole er påvirket af coronakrisen og at de studerende på Bornholm nu bliver ekstra ramt af Københavns Professionshøjskoles omstrukturering.

– Generelt er trivslen blandt de studerende på Københavns Professionshøjskole blandet, fordi det er hardcore at være hjemsendt og ikke følge sin undervisning sammen med sine medstuderende. Det falder så sammen med den her beslutning. Jeg har deltaget i nogle af møderne med de studerende, og jeg kan høre, at det især er uvisheden om, hvad der skal ske, som fylder meget, siger Ditte Mundeling Samuelsen.

Forstår de studerende

Hun skal mødes med de bornholmske lærer- og pædagogstuderende og de nye uddannelsesledere på Bornholm på torsdag, hvor hun også skal have et møde alene med de studerende.

– Jeg har bedt om at få en snak med dem om deres bekymringer og behov. Som forperson er det min opgave at være med til, at de studerende får den tryghed, de har brug for, fortæller Ditte Mundeling Samuelsen.

Hun forstår de bornholmske studerendes frustration og vil sammen med de øvrige medlemmer af Københavns Professionshøjskoles bestyrelse diskutere sagens forløb på bestyrelsesmødet den 16. juni.

– Når man tager en ledelsesmæssig beslutning om at omstrukturere, skal man også have øje for, hvad det får af betydning ned gennem organisationen. Jeg synes, det er ret tydeligt, at man skal være varsom med at træffe beslutninger som den her fra dag til dag, siger Ditte Mundeling Samuelsen.

Den samlede bestyrelse blev skriftligt informeret om nedlæggelsen af Andreas Grosbølls stilling, da beslutningen var truffet og Andreas Grosbøll var blevet opsagt.
 

Bestyrelsen

Københavns Professionshøjskoles bestyrelse består af:

Formand Jesper Fisker, der er administrerende direktør i Kræftens Bekæmpelse.

Næstformand Winni Grosbøll, der er bogmester på Bornholm.

Miriam Toft, der er administrerende direktør i Aleris Omsorg.

Else Sommer, der er administrende direktør i Dansk Magisterforening.

Michael Egelund, der er formand for BUPL Storkøbenhavn.

Maja Bødtcher-Hansen, der er rektor på Frederiksberg Gymnasium.

Jonas Keiding Lindholm, der er direktør for Tænketanken Mandag Morgen.

Henning Bach Christiensen, der er direktør i Rudersdal Kommune.

Trine Winterø, der er prodekan for Innovation og Samfundsrelationer, Det Sundhedsfaglige Fakueltet, Københavns Universitet.

Peter Westermann, der er regionsmedlem i Region Hovedstaden.

Caroline Holdflod Nørgaard, der er lærerstuderende.

Ditte Mundeling Samuelsen, der er pædagogstuderende.

Henrik Tarp Vang, der er konsulent på Københavns Professionshøjskole.

Lars Bo Wiese-Hansen, der er projektleder på Københavns Professionshøjskole.

Regitze Flannov, der er medlem af hovedbestyrelsen og kredsformand i Danmarks Lærerforening.

 


FÅ ABONNEMENT