Sønderjyden, der følte sig hjemme i Nexø

Finn Kappelgaard var sognepræst i Nexø i 27 år og nyder nu pensionisttilværelsen i Rønne.

– Da jeg blev konfirmeret, sagde præsten til mig: "Finn, du skal være præst". Jeg sagde ingenting. Jeg tænkte bare: "Det skal jeg i hvert fald ikke". Jeg ville ud at sejle og blive søofficer. Men det gik alligevel i den retning, så da jeg var færdig med min soldatertid, var jeg helt klar over, at jeg skulle læse teologi.

Det fortæller Finn Kappelgaard, der i 27 år var sognepræst i Nexø. Nu er han pensionist med bopæl i Rønne, og onsdag den 19. februar fylder han 80 år.

Finn Kappelgaard kommer fra Løgumkloster i Sønderjylland, hvor hans far var praktiserende læge. Han var nummer tre ud af fem søskende. Finn Kappelgaard var kun 15 år, da hans mor døde. Alligevel har han gode minder fra sin barndom og ungdom om spejderliv og om, hvordan han blev grebet af New Orleans-jazzmusikken og spillede trompet i et orkester.

Det var da han kom med i det kristne studenterarbejde i København, at han for alvor fandt ud af, hvad han ville:

– Da jeg begyndte i Kristeligt Forbund for Studerende – KFS – var der en seriøsitet og menneskelig bund, som gav mig fast grund under fødderne for min tro på, at jeg kunne være et Guds barn. Jeg fandt ud af, at det er her jeg hører hjemme, og jeg fik lyst til at være med til at formidle budskabet videre.

Det var også i årene som teologisk student, at Finn Kappelgaard var med til oprettelsen af Dansk Bibel-Institut – en alternativ teologisk uddannelse for kommende præster og prædikanter. Han blev senere i 20 år formand for DBI.

Ansat i KFS

Finn Kappelgaard blev ansat i KFS, først som studentersekretær i Aarhus, hvor han mødte sin hustru, Ellen Kappelgaard, og derefter som generalsekretær.

Finn Kappelgaard var omkring de 40, da han søgte præsteembede:

– Min hustru, der er uddannet læge, var helt med på det, og hun har i det hele taget bakket mig meget op. Hun bestemte sig for at være hjemmegående med vores fire børn, men har været aktiv på mange måder. Da børnene blev større, specialiserede hun sig som psykiater og har været psykiater på Bornholm i en del år.

– Præstestillingen kunne være hvor som helst. Vi var meget åbne. Det måtte gerne være i en overskuelig provinsby. Så blev jeg gjort opmærksom på, at der var et ledigt embede herovre. Nexø var en interessant by. Der skete noget, og der var nok at rive i. Så vi syntes, at det var spændende.

– Jeg som sønderjyde genkendte så mange ting, da jeg kom til Bornholm. Man har sit særlige sprog, og "dem ovre i København kan bare passe sig selv", siger Finn Kappelgaard.

Konfirmanderne tjente mere

– Da vi kom i 1984, var der godt gang i fiskeriet. Når man gik udenfor, kunne man høre liv og rumsteren nede fra havnen dag og nat. Folk havde masser af penge. Mine konfirmander var i deres ferier ude at fiske med deres fædre eller onkler, og de tjente jo mere, end jeg gjorde.

– Der var jo også nogen, der knækkede halsen på det, da fiskeriet gik ned ad bakke. Det var hårdt for familierne, tilføjer Finn Kappelgaard.

Som præst møder man mennesker i alle livets faser. Finn Kappelgaard har nydt arbejdet med de mange konfirmander, selv om det også har givet udfordringer, og andagterne hos de ældre på Nørremøllecentret har også en særlig plads i hans hjerte.

– Nogle er måske demente, andre kan ikke høre. Alligevel er jeg sikker på, at det betyder noget at være der, sige noget om Biblen, synge salmerne, bede bønnerne. Det fandt jeg også meget meningsfuldt. Og så var det fantastisk med det hold af frivillige kvinder, som sørgede for kaffe og at hente de gamle til andagt. Jeg kaldte dem guldholdet.

– Når der var mange tjenester, kunne det være svært at finde tid til at forberede sig til søndagens prædiken. Når jeg så lørdag formiddag kom ud i køkkenet til Ellen, der havde travlt med tre børn om benene, og jeg jamrede mig over, hvad jeg dog skulle sige om en tekst, så svarede hun: "Kan du ikke bare sige noget godt om Jesus". Så får man et lille skub til at komme videre, siger Finn Kappelgaard.

Flyttede til Rønne

– Det var et stort sogn for én præst. Der var mange år med tre konfirmandhold og mange begravelser. Men der var et godt menighedsråd og en god opbakning. Det gjorde det til et godt sted at være, og jeg tænkte aldrig på at flytte derfra.

Det gjorde Ellen og Finn Kappelgaard så alligevel, da han i 2011 gik på pension, og de flyttede til Nellikeløkken i Rønne.

– Det var både for min egen og for min efterfølgers skyld. Hvis jeg var blevet boende, ville der altid være nogen, der ville forvente, at jeg stoppede op for at snakke. Det ville gøre det vanskeligt for efterfølgeren, hvis man gik rundt i det samme sogn. Så passede det også fint med, at min kone havde fået job på Psykiatrisk Center i Rønne, så hun fik fem minutter på cykel til arbejde.

Finn Kappelgaard havde i den første tid som pensionist nogle gudstjenester som afløser. I dag kommer han i Indre Mission, hvor han også har står for noget bibelundervisning.

Trompet og skildpadder

Ellers er det helt andre sysler, der fylder:

– Jeg havde som dreng en skildpadde. Da vores datter som dyrlægestuderende fik indleveret en skildpadde, som man ikke kunne finde ejeren af, fik jeg den på betingelse af, at jeg ville passe den ordentligt. Det er en græsk landskildpadde. Jeg fik yderligere et par skildpadder og har nu i en del år haft dem hjemme i haven, som er godt hegnet ind. De går hele sommeren og finder deres mad i græsplænen. Om vinteren graver de sig ned og sover vintersøvn. Dem har jeg stor fornøjelse af. Børnebørnene elsker dem, og jeg får snakket med mange forbipasserende, som stopper op for at se på skildpadderne, fortæller Finn Kappelgaard.

Trompetspillet er fundet frem igen efter at have ligget stille i mange år.

– Jeg er med i Luthersk Missions Hornorkester. Vi øver os en gang om ugen og er ude at spille forskellige steder. Vi er i alle aldre og har det meget hyggeligt.

Ellen og Finn Kappelgaard tog springet fra Nexø til Rønne, men der har ikke været planer om at flytte fra Bornholm:

– Vores børn er vokset op i Nexø, og det blev vores by. Nogle spørger somme tider, om vi ikke flytter over til børnene og de 11 børnebørn. Vi har to børnefamilier i København, en i Aarhus og en i Bangkok i Thailand. Jeg tror, vores børn ville føle sig hjemløse, hvis vi flyttede fra Bornholm. De kommer tit herovre, og vi har heldigvis god plads til dem i vores hus, siger Finn Kappelgaard.