MINDEORD / 7. FEB • 11:00

Han var barnebarn af rebslageren i Svaneke

Han var barnebarn af rebslageren i Svaneke
Christian Sonne på Sørens Værtshus i Snogebæk i sommeren 2025. Privatfoto
Journalist

Christian Buckhardt Sonne boede i København i det meste af sit liv, men fik hele familien til at elske Bornholm.

Christian Burckhardt Sonne boede i det meste af sit liv i København, men det var Bornholm, som havde hans hjerte. Det var her, han blev født, og det var her, han døde 18. januar, 78 år.

Christian Sonne var barnebarn af rebslager Buckhardt Sonne i Svaneke. Rebslageren fremstillede frem til 1953 forskellige former for tovværk, snore og garn med videre af naturmaterialer.

Da Christian Sonne var otte år, flyttede han med sine forældre, Emmy Kirstine Sonne og Christian Christensen, til København. Forældrene købte en udlejningsejendom med en købmandsforretning på Nørrebro. Her drev de udlejning og butik. Ejendommen er stadig i familiens eje.

Det lå forældrene meget på sinde, at Christian skulle have en uddannelse. Han var den første i familien, der tog en studentereksamen, og det skete på Efterslægten Gymnasium. Christian Sonne blev senere formand og næstformand i omkring 40 år for Selskabet for Efterslægten.

Mange interesser

Han uddannede sig til jurist og begyndte arbejdslivet i de selvstændiges A-kasse ASE. Han kom senere til at arbejde i Tryg og i FOA, inden han sluttede som jurist i Københavns Kommune.

Christian Sonne dyrkede mange interesser ved siden af sit arbejde. Han var i 20 år fodboldtræner for Farum Boldklubs kvinder, hvor hans niece Birgit spillede med. Han sang i kor i over 20 år og har sunget i alle danske domkirker og rundt om i Europa, og han var en nyder af kunst, musik og historie.

Han var en ivrig motionsløber og mange gange blev sommerferien på Bornholm lagt, så han kunne være med i Etape Bornholm. Der har i det hele taget ikke været et år, hvor der ikke er blevet holdt ferie på Bornholm.

Flyttede til Listed

Christian Sonnes hustru, Vibeke Lund Sonne, fortæller, at de længe havde planlagt at flytte til Bornholm, når de syntes, at det passede med alder og arbejdsliv. Det skete for 15 år siden.

– Vi flyttede til Listed, som vi også har taget til vores hjerte, siger Vibeke Lund Sonne.

Her kunne Christian Sonne for alvor dyrke den stærke forankring til Svaneke og Bornholm. Han var medlem af Byforeningen Svanekes Venner, og da Svaneke Park i 2019 havde 100 års jubilæum, donerede familien Sonne en renovering og flytning af soluret.

Det er Christians morbror, Carl Burckhardt Sonne, der har fremstillet soluret, og med flytningen fik det en bedre placering ved siden af springvandet.

Hjemstavnsbyen

Christian Sonne efterlader sig hustruen Vibeke, sønnerne Joachim og Andreas, niecen Birgit, Vibekes børn Stina, Karsten og Allan samt 12 børnebørn.

– Christian har fået os alle til at elske Bornholm. Hans mor var den første, der blev meldt ind i hjemstavnsbyen, og nu er fjerde generation også blevet medlemmer af hjemstavnsbyen, siger Vibeke Lund Sonne.



Følg debatten på facebook!





FÅ ABONNEMENT