En familieæra sluttede med Otto

Otto Albert Larsen fra Østermarie var den sidste i en stor søskendeflok.

De fem børn – Lillian, Lars, Holger, Esther og Birgith – skriver mindeord om Otto Albert Larsen, der døde den 15. juli, 97 år:

Far var den sidste i søskendeflok på ni fra Dalslunde i Østermarie. Han var fra en familie, hvor man ikke flyttede langt hjemmefra. Bortset fra en storesøster, der flyttede helt til Aakirkeby, boede alle søskende i en radius på nogle få kilometer fra fødehjemmet på Aspevej.

Far selv boede i langt det meste af sit liv på den ejendom, som hans far, Ludvig Larsen, byggede i 1908. Han gik i skole hver anden dag på Gadeby Skole, og derefter ville han gerne være landmand, ligesom brødrene. Men farfar mente, at arbejdet på landet ville være for hårdt.

Far kom i stedet for i lære som tømrer hos Ludvig Larsen. Han var ung lærling, da han blev udkommanderet til oprydning og genopbygning af Nexø efter det sovjetiske bombardement i maj 1945.

72 års bryllupsdag

Cykelturen til og fra Nexø gik forbi Vandtapperegård i Bodilsker, og her fik han et godt øje til en pige, Alice, som senere blev vores mor.

Alice og Otto blev gift i 1952 og havde 72 års bryllupsdag den 29. juni i år.

Far fik næringsbrev som tømrermester i 1954, hvorefter han overtog Dalslunde Byggeforretning. Det kom til at indebære nogle lange arbejdsdage, og aftener/weekender blev taget i brug til kontorarbejde, tilbudsgivning med videre.

Samtidig voksede familien, men alligevel var der tid til at dyrke flere fritidsinteresser. Far havde været glad for sin soldatertid. Han havde oplevet krigen, og for ham var det en hjertesag at være en aktiv del af hjemmeværnet i mange år.

Æresmedlem i ØIF

Skydning var en familieidræt, og han var i mange år med i skytteforeningen. Da den blev en del af Østermarie Idrætsforening, blev han aktiv her. Han var med til at bygge Østermariehallen og var i nogle år formand for ØIF og med til at starte det succesfulde partyshow.

Vores forældre var aktive ved foreningens loppemarkeder, og i nogle år lagde de ejendom til loppelageret. Indsatsen førte til, at de begge blev udnævnt til æresmedlemmer i ØIF.

I Dalslunde havde de et stort hus, hvor de gerne samlede den store familie.

Der var nogle tønder land jord, som de selv dyrkede i en del år. De havde også både køer (i starten) og grise, høns og ænder, frugttræer, bærbuske, køkkenhave, og de var for en stor del selvforsynende og bæredygtige, længe inden de ord blev moderne.

Senere blev jorden forpagtet ud til en landmand, og stalden blev tømt.

De kastede sig i stedet endnu mere over haven, som nærmest blev til en park, som de gerne viste frem.

Et aktivt pensionistliv

De fortsatte med at være meget aktive i deres pensionistliv, de cyklede ture og deltog flittigt i foreningslivet, blandt andet når der var udflugter eller foredrag i pensionistforeningen (hvor mor i en årrække var formand), i menigheden, eller fællesspisning i Det Levende Køkken.

Far var glad for at have mennesker omkring sig, og dansen var en fælles interesse for vores forældre. De tog til danseaftener i Brændesgårdshaven og senere kom de i Østermarie Gamle Danse, hvor far også var i bestyrelsen. De to kunne tage sig en sving-om højt op i alderen, lige så længe hans bentøj kunne klare det.

Far var en god fortæller, og nye generationer har nydt godt af hans små anekdoter om et langt liv. Han evnede at se det store i det små. Historierne kunne for eksempel handle om deres rejser til Island, hvor den yngste datter boede i en årrække.

På plejecenter

Han levede næsten hele sit liv på det sted, han holdt allermest af, omgivet af mennesker, han holdt af, og beskæftigede sig med det, han kunne lide.

For halvandet år siden flyttede vores forældre ind på Plejecenter Aabo i Aakirkeby.

Far var rar og fulgte med i vores liv med stor interesse, og vi kunne tale med ham om livets store spørgsmål lige til det sidste.

Far efterlader sig en stor familie, som ud over Alice og de fem børn tæller 12 børnebørn og 19 oldebørn.

Æret være fars minde.