Diskotek, ferieparker og tværs over USA - trods 80 år er Lillian aldrig pensionist

Pligten kalder hver morgen. For ellers går hun i stå. Og det duer ikke, når en stor del af verden fortsat skal indtages.

Hun har i grunden slet ikke tid til alt den snak. For der skal skrives bordkort, og festen er lige rundt om hjørnet.

Lillian har inviteret 60 gæster, de 58 har meldt sig til, og par må ikke sidde sammen. Det er for kedeligt, for der skal være fuld gang i den, når Lillian Skovmose fylder 80 år den 9. februar. Her taler vi om en fest, der strækker sig over to dage på Sandbogaard i Sandvig. Så den 8. februar går det løs.

– Der skal være musik og hele molevitten. Og vi skal danse, så jeg har bestilt et orkester. Klokken 24 skal vi skåle, så danser vi videre, og 10.00 næste morgen er der brunch. Hvornår får man ellers lov til at holde en stor fest?, siger den unge Skovmose, der af uransagelige årsager vist har valgt at opjustere tallet på sin invitation. For med det energiniveau kan hun umuligt fejre sin 80-års fødselsdag den 9. februar.

– Jeg har lige været ovre at gøre rent. Der skal jo tjenes nogle penge, siger hun med et skælmsk glimt i øjet. Hun holder stadigvæk flere feriehuse funklende, og den slags tager tid.

Desuden er Lillian Skovmose nyforelsket, og det kræver også en anstændig sjat opmærksomhed, hvilket ikke er særlig hensigtsmæssigt, når der skal planlægges stor fest.

– Vi skriver sammen hele tiden, så jeg har ikke tid til alt det her, siger hun, mens stemmen for en kort stund bliver forvandlet til en ung kvindes generte fnisen.

Genert er ellers ikke et prædikat, der kan proppes på Lillian, som man er på fornavn med. Bramfri er en mere rammende betegnelse. For hun har levet et liv med sømmet i bund.

Daglig leder af ferieparkerne Storløkke, Madseløkke og Æblehaven. Ejer af et underjordisk diskotek i Sandkaas. Kogekone, kringlebager og globetrotter med bustur tværs over USA på sit cv. Blot for at nævne nogle få ting.

En tur i slusen

Men det hele begyndte i en skov.

– Jeg er opvokset inde i Almindingen. Min far var skovarbejder, og min mor arbejdede hver sommer på Christianshøjkroen, siger Lillian.

I 1950erne var der ikke meget komfort at gøre godt med.

– Lørdag havde far fri. Så satte han os på cyklen, og så cyklede vi ned til Lilleborg Slotssø, hvor der var en sluse. Der blev vi sæbet ind, så trak han en lem op, sænkede os ned, og så blev vi skyllet, siger hun og smiler eftertænksomt ved mindet.

Lillian begyndte først i Smørenge Skole.

– Der gik jeg hver anden dag, men mine forældre mente ikke, vi lærte nok, så jeg blev sendt på Aakirkeby Borger- og Realskole. Længere nede ad vejen sagde de ”nej, skal hun nu være fin på den”, husker Lillian.

Otte kilometer hver vej. Hver dag. Indtil hun blev færdig med mellemskolen.

– Så kom jeg i lære Aakirkeby Farvehandel. Jeg ville så gerne være frisør, men nu var der plads der, og så blev det sådan.

– Den gang, jeg gik der, var det tapetruller og sådan noget. Og farvehandler Nielsen var streng, husker hun med gru.

Men det gik hverken værre eller bedre, end at Lillian mødte en københavner. Så gik det hurtigt. I 1963 fødte Lillian sin datter, og så stod den på pause fra Bornholm i længere tid.

– Vi måtte til København. Min mand var soldat her, men han skulle lige hjem og tage et halvt år i banken, og så var han uddannet der, siger hun.

Opholdet i hovedstaden blev dog længere end det halve år, og alt imens kom barn nummer to til verden i 1967. Lillian fik en dreng og dermed også det sidste af sine to børn. Efterfølgende er det blevet til to børnebørn.

– Det ene er balletbarn. Kongelig balletdanser. Men så har jeg været gift med en mand, der har fire børnebørn, så jeg er også farmor.

Lillian tænker tilbage. Hun har ellers forfattet et mindre manuskript med tidslinje og detaljer. Men den snart 80-årige har et klaviatur af minder, hun kan spille sig selv ud ad, mens hun slås med en yderst smart kaffemaskine, der absolut ikke vil, som hun vil.

Det kan godt være, at dåbsattesten siger 1945, men Lillian Skovmose har energi som én, der er født i 1985. Eller måske endda 1995

Jeg ser fodbold!

Det første ægteskab med børnenes far holdt i ni år. Så fandt han en ny dame. Derefter stod Lillian alene med to små børn.

Men så mødte hun en ung mand. Han rykkede til Muleby med hendes børn. Senere rykkede de til Hasle. Der gik børnene i skole, mens hun tog en uddannelse som sygehjælper på Toftegården. Efter 14 år i den verden fik Lillian nok. Børnene var ved at være store, og…

– Nu skulle der altså ske noget. Så så jeg i avisen, at de manglede en daglig leder på Storløkke, som havde 83 ferielejligheder.

Det havde Lillian ingen erfaring med og hvad så? Hun greb telefonrøret, ringede derop, og fik fat i en ældre herre.

– ”Hvad fanden ringer du for på en lørdag? Jeg ser fodbold!,” snerrede han. Jeg sagde til ham, at annoncen var i avisen, og så svarede han, at jeg kunne ringe, når kampen var færdig, fortæller Lillian. Det var i 1981, og opkaldet skulle vise sig at være skelsættende for hendes fremtid. I mellemtiden får hun lige indskudt en enkelt bemærkning.

– Ja, jeg havde den der unge kæreste, Michael. Han var vel ni eller 10 år yngre end mig, men tog med derop. Der sagde ejeren dog til ham, at ”det er ikke dig, der er ansat, det er din kone.” Ja, han vidste jo ikke, at vi ikke var gift, siger Lillian med endnu et skælmsk smil.

Det gør hun ofte. Smiler skælmsk, når hun graver anekdoter fra fortiden frem.

Morgenkaffen kan indtages på balkonen året rundt. Men vejret i dag gør ikke noget godt for hyggen

Alle pengene var væk

Lillian blev ansat til at drive stedet på provision med ansvar for at få det hele til at hænge sammen og kassen til at stemme.

Hun hyrede fluks sin mor og tante til at stå for rengøring og stillede sig selv skiftevis bag receptionsskranken, inde i køkkenet og ude i restauranten. Selvom det var 1981, og den grønne madbølge endnu ikke var skyllet ind over landet, var der vegetarmad på Lillians menukort.

– Jeg kendte jo alle de her flippere ude på landet, og de var vegetarer alle sammen, siger hun.

Kæresten Michael havde dog fået det indtryk, at han også havde en del af direktørkasketten på hovedet, hvilket bestemt ikke var tilfældet. Efter andet år gik det galt.

– Vi skulle lukke for sæsonen, og han havde et ærinde nede i Nexø. Det undrede mig lidt, at han ikke kom tilbage, så jeg kørte hjem til huset i Hasle. Her kunne jeg se, at der havde været nogen i sengen, og til gengæld var alle pengene væk. 120.000 kroner, som jeg skulle bruge til momsen. Så mor her havde ingen penge, siger hun.

Lillian ringede til sin chef Ib Mogensen og lagde kortene på bordet. Hver en skilling var væk. Men Ib Mogensen ville ikke af med Lillian. Så hun fik en fast løn og betalte langsomt gælden af.

De kalder hende grottemor

Lillian havde også fået ferieparken Æblehaven under sine vinger, men det var ikke nok. Og midt i det hele fandt hun et gammelt, lukket diskotek i Sandkaas.

– Det lå i en kælder, så jeg tænkte – ”det skal jeg sgu prøve.” Når jeg møder nogle af de drenge i dag, råber de ”hej grottemor” efter mig, siger hun.

Diskoteket havde hun i fire-fem år, samtidig med at hun drev ferieparkerne. Lillian sov stort set ikke fredag og lørdag nat, for der gik det løs under jorden i Sandkaas, men næste morgen skulle hun være frisk til at styre slagets gang og alle de ansatte. I starten stod gæsterne selv for rengøringen i feriehusene og lejlighederne. Men det var noget rod, for det med at gøre rent interesserede ikke alle gæster. Så langsomt fik Lillian opbygget en stab af medarbejdere, og der blev også mere personale på de andre områder. Alt var nu sat i system, så gæsterne blot skulle hente og aflevere nøglen. Men i 2003 stoppede Lillian på Storløkke og Æblehaven. Der skulle frisk luft til.

Så hun hoppede i køkkenet i et pensionat i to år og var efterfølgende lige begyndt at passe en lille café. Men det var for kedeligt. Så da telefonen ringede efter et par uger, og der var et godt tilbud i røret, slog hun til og overtog ledelsen af Madseløkke. For som Lillian ofte siger:

– Der skulle ske noget.

En sød indianer

Hele hendes ferieparkliv har givet Lillian en særlig mulighed. Hun knoklede som en hest om sommeren og kunne lidt skrue ned for blusset om vinteren.

– Jeg har altid rejst meget. Overalt. Jeg har i hvert fald været i alle lande i Europa og også rundt i Asien, siger hun. Men særligt én rejse husker Lillian tilbage på med et ekstrafunklende glimt i øjnene.

– Jeg kørte rundt i USA i to måneder i Greyhound-busser, siger hun.

Det var sidst i 80erne, Lillian var midt i 40erne. Og nysgerrig. Så hun hoppede fra by til by med hjælp fra de store, grå busser.

– Der var engang, hvor jeg faldt i snak med en ung mor og hendes datter. Så sagde moren, ”vi stopper her. For min mand har en ranch,” siger Lillian.

Det var i Texas, og sådan var hendes rejseform. Spontan og uden planlægning af nogen art. Lige nu tager minderne hende rundt mange flere steder. Gennem snestorm i Chicago, hvor hun sad ved siden af chaufføren hele natten og holdt øje med, han ikke faldt i søvn. Til New York for at hænge ud med veninden Lone. Til Pittsburgh. Og så skubber tidsmaskinen hende tilbage en tur til New Mexico.

– Jeg skulle møde en kusine der, men det var ikke så godt, for hun drak. Men så mødte jeg en indianer i stedet, siger hun og griner lidt.

For det endte i noget af en flirt, og det er der ingen grund til at komme yderligere ind på. Det er der i det hele taget ikke, når hun med et glimt i øjet fortæller om mændene i hendes liv.

Uanset vind og vejr nyder Lillian Skovmose at være udenfor

Kringle og fredagsbar

Vi spoler lige tiden frem til dette årti.

Lillian er officielt pensionist. Men det er kun officielt. For hun har fortsat et væld af opgaver. I hendes øjne er Sandvig lidt død om fredagen udenfor sæsonen. Så hun satte gang i en fredagsbar på Dideriks Veranda sammen med Kirsten fra Foreningen Sandvig.

– Det er mellem klokken 15 og 17, og så er det halv pris. Samtlige folk, der er her, vælter ind. Vi har mange flexboliger, men de mennesker er her jo hele tiden. For de har det ikke så sjovt derhjemme, som de har i Sandvig. Tirsdag i sæsonen har vi vores ølvogn, men der skal jeg også bage kringle oppe på Sandbogaard alle dage. Lillians kringle – den har de hele sommeren, siger hun.

Derudover er der naturligvis de faste rengøringstjanser, arbejdet i Foreningen Sandvig. Og hvad der ellers lige er af forefaldende opgaver, som den næsten 80-årige kaster sig over.

– Når der flytter nye ind i husene, kører jeg forbi og ser, om der er nogen hjemme. Så får de en buket blomster eller en flaske vin og en folder om Sandvig-livet. Jeg banker lige på og siger velkommen til dem, siger hun.

For Lillian er det nemlig vigtigt, at der bliver sagt velkommen til alle nye i byen. Hun føler et ansvar for, at der fortsat er liv og glade dage helt ude mod nordvest.

– De nye kan være med i vores forening, og der foregår mange ting. Nytårsaften står Kirsten og jeg eksempelvis i Rådstuen, skænker øl og skærer kransekage. Så får alle lygter og går rundt i byen. Sidste år var vi 200, siger hun.

Trods sine næsten 80 år er Lillian ikke færdig med at rejse.

– Jeg vil gerne til USA igen, men det bliver nok først til foråret. Jeg har jo også nogle huse, jeg skal passe, og jeg gider ikke bare være afsted i tre dage. Det skal være mindst tre uger, siger hun.