Han var blevet tankens ansigt udadtil, og det krævede også tilvænning.
– Jeg spillede fodbold, og jeg fandt hurtigt ud af, at det nok ikke nyttede noget at stå og skændes med en modstander på fodboldbanen om søndagen for så at skulle betjene ham med et smil om mandagen, siger Jacob Poulsen med endnu et smil.
– Når man har sådan et job, er man på 24-7. Det skal man ville, og det accepterede jeg ret hurtigt.
Fra at være en tankstation med lidt biltilbehør på hylderne og et værksted i garagen voksede butikken til at rumme store mængder magasiner, blade, drikkelse og mad. I dag også take away-mad i form af burgere og pizzaer i store mængder.
– Vi sælger rigtig meget mad i dag. Det gør vi. Men brændstof og bilvask er altså stadig vores grundværdier, påpeger Jacob Poulsen.