Børge er altid god for en historie fra sin tid på havet

Tidligere skibsfører og havnefoged Børge Jensen fylder 90 år.
– Fy for katten. Ryg og bentøj vil ikke helt, som jeg vil, siger Børge Jensen fra Hasle om at fylde 90 år, hvilket han gør skærtorsdag, den 6. april.
Den tidligere skibsfører og havnefoged har dog på ingen måde mistet sit gode humør, og med god støtte fra sin rollator har han stadig sin vante gang i Hasles lokalhistoriske arkiv to gange om ugen. Børge Jensen står for at lave billeder, blandt andet fra gamle glasplader og dias, og han tager kopier af billeder, når folk kommer ind på arkivet med noget spændende materiale.
– Børge er en af vores friske, unge fyre, som vi ikke kan undvære. Han er en god mand for arkivet, hvor han har været frivillig i 23 år, siger den lokalhistoriske forenings formand, Richardt Vang-Olsen.
Børge Jensen er for længst blevet æresmedlem i foreningen.
– Jeg kom med i 2000, fordi den daværende formand for foreningen, Cai Kruse, fandt på, at arkivet skulle arrangere en udstilling om hasleskibe. Så havde man brug for at finde en, der vidste noget om det. Så blev jeg bidt af arbejdet i arkivet, og siden har jeg ikke lavet andet end billeder, siger Børge Jensen.
30 år til søs
Og jo, Børge Jensen ved en hel del om skibe og om søfart. Han var kun en stor dreng, da han med egne ord allerede havde fået nok af landbruget og tog ud at sejle som kok og dæksdreng på Prøven.
– Til nytår var der nogle, der plejede at slette P’et på Prøven, griner Børge Jensen.
Det blev til 30 år til søs.
– Prøven var et gammelt træskib med petroleumslys, to primusser til at lave mad på, vores instrumenter var et spritkompas og ekkoloddet var en snor med en blyklump i. Når vi var sejlet fra Hasle, var der ingen, der vidste, hvor vi var henne, før vi kom frem og kunne finde en telefon og ringe hjem.
– Da jeg sluttede med at sejle, havde vi radarer, ekkolod, gyrokompas, koldt og varmt vand, brusebad, træk og slip og enekammer. Så der skete meget på den tid, siger Børge Jensen.
Børge Jensen kom senere ud at sejle fragt med blandt andre Klara Marie og Chimera, inden sidstnævnte begyndte at sejle på Christiansøfarten.
Børge Jensen blev gift med Vente (der døde i 1998). De bosatte sig i Hasle og fik fire børn.
Blev skibsfører
Havet trak dog stadig i Børge Jensen, selv om han havde stiftet familie. Han tog sætteskippereksamen fra Rønne Skipperskole og blev fører af motorgaleasen Boe af Hasle i ni år. Derefter var der bud efter ham fra rederier ovre, og Børge Jensen var i en årrække også medejer af et skib, M/S Otanny af Aalborg.
Historierne er mange fra årene til søs.
– Jeg har oplevet at blive sejlet i sænk, mens vi lå ved kaj i Fredericia. Vi skulle lige til at have kaffe og flødeskumskager. Det fik vi ikke. Skibet blev sejlet midt over og sank.
Børge Jensen har også oplevet at "komme på forsiden af alle landets aviser". Det var da Boe tog vand ind på grund af en læk på et rør. Børge Jensen "reparerede" røret med hæfteplaster. Det lykkedes at holde skibet flydende og komme i havn. Den historie kom ud via et mæglerkontor.
– Vi syntes jo ikke, at det var noget... Men jeg fik tilsendt en æske plaster, for historien havde været så god reklame, griner Børge Jensen.
De mange år til søs har bragt Børge Jensen rundt i verden – igennem Suezkanalen, Sortehavet, Det Røde Hav...
Koen i Donaufloden
– Jeg har sejlet på Donau, hvor jeg nær havde sejlet en ko ned. Den kom svømmende over floden, for græsset var bedre på den anden side.
– På min sidste rejse blev jeg afløst oppe i Norge. Jeg fløj hjem og så, at man søgte en havnefoged i Hasle. Den stilling søgte jeg, og det blev til 16 år som havnefoged. Så jeg kom aldrig ud at sejle igen, slutter Børge Jensen.
NYT JOB
OM BORNHOLMS TIDENDE
LÆS AVISEN DIGITALT
Læs avisen på din computer
Download app til Apple
Download app til Android
Ansvarshavende chefredaktør: Kristoffer Gravgaard.
Bornholms Tidende, Nørregade 11-19, 3700 Rønne.
Hovednummer: 56903000. Redaktion: 56903081. CVR nr: 35244115
© Bornholms Tidende Tekst, grafik, billeder, video, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. Bornholms Tidende forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indhold med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11b og DSM-direktivets artikel 4".
Generelle handelsbetingelser | Cookie- og Privatlivspolitik | Cookiedeklaration