Tre helt særlige træer i Bølshavn blev lørdag officielt udpeget som såkaldte evighedstræer af biolog Michael Stoltze fra Danmarks Naturfredningsforening Bornholm.
Evighedstræer betegnes som særligt bevaringsværdige træer, som man ønsker at passe på og give mulighed for at blive gamle. De tre nye evighedstræer er et lille egetræ ved kysten, en karakteristisk bornholmsk røn og en stor, markant ask. De har det til fælles, at de har en særlig betydning for landskabet, naturen og de lokale beboere.
Fejringen bød på en strabadserende rundtur i efterårsvejret, hvor over 20 lokale beboere trodsede kraftig regn og blæst, fortæller Bjarne Biggas. I spidsen for turen stod formand for Bølshavn Borgerforening, Jakob Jensen, og lodsejer Eva Gæde.
Efter rundturen søgte det våde selskab ly for regnen i tørvejr hos Jakob Jensen og hans ægtefælle, hvor der blev budt på varm saft og kryddersnaps.