KØB ABONNEMENT
NOTITS / ERHVERV / 20. OKT • 17:21

Destinationen får grønt stempel efter omfattende tjek

Destinationen får grønt stempel efter omfattende tjek
– Det er både givende og nyttigt, siger Anders Wiberg. Arkivfoto: Martin Søndergaard Jensen

Destination Bornholm er blevet certificeret som Green Tourism Organization (GTO).

Miljøcertificeringen, der er udviklet af Horesta i samarbejde med Friluftsrådet, gives til turismeorganisationer, som arbejder målterettet med klima- og miljømæssig bæredygtighed.

Tildelingen sker efter en gennemgang af i alt 144 kriterier, der omfatter alt fra drift - herunder energiforbrug, indkøb og affaldshåndtering - til selskabets indsats for at rådgive og inspirere de lokale turismevirksomheder til grøn omstilling.

– Det er både givende og nyttigt, at vi som organisation har været igennem et forløb, som minder meget om det, de bornholmske turismeaktører skal igennem, når de gerne vil certificeres, siger direktør i Destination Bornholm, Anders Wiberg.

Certificeringen kræver løbende dokumentation og er dermed ikke en engangsgodkendelse. Også Feriepartner Bornholm er GTO-certificeret, mens en række andre lokale attraktioner, overnatningssteder og spisesteder har opnået tilsvarende miljømærker, oplyser Destinationen.









FÅ ABONNEMENT