Det er nemlig ikke hvilken som helst larve, der bevæger sig inden for murene hos Morten Top-Jensen. Egeprocessionsspinderlarven er med sine små hår, der minder om hårene på brændenælder, giftig.
– Det uheldige ved dem er også, at hvis de bliver forstyrret, så kan de afstøde hårene. Hårene er så små, at de blæser med vinden. Hvis du får hårerne ned i svælget, så kan du risikere at svælget hæver, siger Morten Top-Jensen.
Larven har indtil nu ikke været at finde i Danmark, men i januar blev den giftige larve fundet i Odense. Det fik Morten Top-Jensen til at drage mod det fynske for at få nogle af æggene med til Bornholm. Han forventede, at Odense Kommune formentlig ville forsøge at udrydde arten, så han skulle være hurtig, siger han.
Men tanken om, at en giftig larve blev bragt til Bornholm, fik flere bornholmere til tasterne på Facebook. Det endte i det, som Morten Top-Jensen selv kalder en "shitstorm uden lige". Insektkenderen var efterfølgende ude at understrege, at han ikke vil lukke larven ud i naturen. Og den pointe understreger han endnu en gang, da Tidende ringer.
– Det er ikke nogen, jeg lukker ud på Bornholm. Det er et helt lukket system, og det bliver det ved med at være. Jeg har ingen interesse i, at den kommer ud på Bornholm. Det ville være helt åndsvagt, siger han.