Mikroskopisk dyr foretrækker Bornholm og andre øer

Mikroskopisk dyr foretrækker Bornholm og andre øer
Foto: Thomas Evaldsen
NOTITS | 31. OKT 2024 • 14:30
Henrik Nielsen
Journalist
NOTITS
31. OKT 2024 • 14:30

Med en størrelse på 0,05-1,2 millimeter hører bjørnedyr til verdens mindste flercellede dyr. Gennem et mikroskop kan de ligne de store pelsdyr, hvis betegnelse de næsten deler, og nogle af dem foretrækker at bo på Bornholm og andre øer.

Det viser et forskningsprojekt, hvor næsten 28.000 folkeskoleelever sidste år var i felten for at hjælpe Statens Naturhistoriske Museum med at kortlægge Danmarks bjørnedyr.

Inden projektets start kendte forskerne til 14 danske arter af bjørnedyr. Da det sluttede, var det samlede artsantal oppe på 55. Syv af disse er endnu ikke kendt af videnskaben.

De nye arter var ikke projektet eneste overraskelser, fortæller Statens Naturhistoriske Museum. Hidtil har man antaget, at bjørnedyret echiniscus testudo, på dansk skildpaddebjørnedyret, var et af de almindeligste bjørnedyr, og at det var udbredt over hele landet. Skoleeleverne fandt dog kun skildpaddebjørnedyret på Bornholm, Fyn, Sjælland og Langeland, mens jyske echiniscus-bjørnedyr består af andre arter, som ikke tidligere er registreret i Danmark.

FÅ ABONNEMENT