Det var en temmelig ildelugtende oplevelse, da Holger Øster Mortensen fra Snogebæk i lørdags gik en tur langs vejen til biogasanlægget i Aakirkeby.
Der lå nemlig sort slam i grøften langs vejen, og hvad der kunne ligne forurenet vand. Han tog derfor nogle prøver af vandet og slammet og henvendte sig til Center for Miljø, Plan og Kultur med beskeden: Vil I kigge på problemet snarest og finde ud af, hvad vandet er forurenet med, og hvor spildevandet kommer fra?
Tirsdag aften fik han svar fra agronom Helle Dorethe Thers, som oplyste, at Center for Miljø, Plan og Kultur tidligere på dagen besigtigede den berørte grøftestrækning sammen med driftsleder fra Bornholm Bioenergi ApS, samt entreprenøren, som skal foretage oprensningen af den berørte grøftestrækning.
– Den berørte grøftestrækning har været udsat for en mindre gylleforurening i september måned. I forbindelse med selve forureningen i september blev udledt gylle suget op, og grøften skyllet efter med vand, skriver Helle Dorethe Thers i mailen.