Ifølge en simulation foretaget af researchinstituttet Helmholtz-Zentrum Hereon på vegne af Greenpeace Tyskland ville et oliespild på 50.000 ton olie fra Eventin have forurenet beskyttede hav- og kystområder i både Danmark, Sverige og Tyskland i løbet af en måned. Helmholtz-Zentrum Hereon har udregnet scenarierne ved hjælp af data om strøm og vind fra Tysklands maritime myndighed BSH – Bundesamt für Seeschifffahrt und Hydrographie.
I slutningen af oktober kom endnu et tankskib fra skyggeflåden tilsyneladende i problemer ud for den svenske kyst, fortæller Greenpeace. Fartøjet stoppede, drev og signalerede flere gange, at det havde problemer med at styre, inden det fortsatte sin tur mod Suezkanalen i stærkt reduceret fart.
– Det her er ikke et spørgsmål om, men nærmere hvornår ulykken sker. Disse udtjente gamle skibe fragter 100.000 ton råolie. Ifølge Rigsrevisionen er Danmark hverken forberedt på eller i stand til at rydde op efter en ulykke i den kaliber. Den danske regering må undersøge, hvordan den reelt kan sætte ind overfor skyggeflåden og denne uacceptable trussel mod det danske hav- og kystmiljø, siger Lauren Bowey fra Greenpeace.