Værftet får to år mere med flygtninge

NOTITS | 1. JUN 2023 • 13:58
Af:
Sarah Thun Madsen
NOTITS
1. JUN 2023 • 13:58

I slutningen af 2022 startede Værftet en indsamling for at få lov til at fortsætte flygtningearbejdet Eat'n'Talk.

Projektet er nu finansieret de næste to år, og det giver både ro og mulighed for relationelt arbejde med mennesker fra hele verden, skriver Værftet i en pressemeddelelse.

– Der er ofte ni nationaliteter repræsenteret. Det er mennesker fra Syrien, Eritrea, Ukraine, Congo, Danmark og så videre. Vi svinger mellem at være 50 og 100 mennesker hver gang, vi har Eat ’n Talk, fortæller Lone Mouridsen. Hun er leder for flygtningeindsatsen, der er støttet af fonde, virksomheder og private.

Der er sket meget, siden tilbuddet startede for to år siden.

– Congoleserne, som kom til Bornholm som en del af kvoteflygtningene, lod vente på sig, og i mellemtiden udbrød der krig i Ukraine. Det betød, at vi tog imod en helt ny flygtningegruppe, nemlig kvinder og børn fra Ukraine, siger hun.

På Værftet i Nexø oplever de, at den nye gruppe af flygtninge har taget Værftet til sig, og mange har efterfølgende engageret sig som frivillige og tager ansvar i aktiviteterne. Lone Mouridsen fortæller, at der snakkes og knyttes bånd til aktiviteterne, og at mange oplever det som deres fristed.

Fredag er der sommerfest, hvor både bål, grill og vandpibe bliver tændt op, der skal grilles kebab og laves tilbehør, og så er der overrækkelse af en bevilling fra Velliv Foreningen, der er den nyeste støtte til projektet.

stk