Ungeråd støtter Nordliv-projekt

Ungeråd støtter Nordliv-projekt
Bornholms Ungeråd med formand Niklas Stenbye bakker op om projekt Nordliv. Privatfoto
NOTITS | ALLINGE | 8. DEC 2022 • 05:30
NOTITS | ALLINGE
8. DEC 2022 • 05:30

Bornholms Ungeråd støtter op om projektet Nordliv i Allinge.

Det oplyser formand Niklas Stenbye og næstforperson Asta Elise Gade Kofod på vegne af Bornholms Ungeråd i en pressemeddelelse, efter at de onsdag aften holdt møde.

– Bornholms Idræts- og Kulturcenters planer om at skabe plads til fællesskaber er vi meget begejstrede for, og vi vil meget gerne tilkendegive vores støtte til projektet.

Ungerådet ser i projekt Nordliv mulighed for, at unge på nordbornholm kan søge og finde fællesskaber på tværs af aldre og interesser. Ikke kun for de sportsinteresserede, men for alle. Det geniale i projektet er, at stedet bliver et naturligt omdrejningspunkt for børn og unge fra de starter i børnehaven, går i skolen og i deres fritid, lyder det. 

– Igennem vores arbejde med unge og de mange møder med øens unge har vi fået et indblik i, hvad de unge på Bornholm ønsker, og hvad de mangler. Et par ting går igen blandt alle de unge: Fællesskaber, opholdssteder og fysiske rammer for kreativitet. 

Projektet står lige nu hen i det uvisse. men i Bornholms Ungeråd vil man være med til at kæmpe for, at projektet bliver realiseret.

– Vi tror på, at Bornholm kan mere og vi er sikker på, at vi kan ændre mange unges negative oplevelse af fritiden på Bornholm til det bedre. Hvis politikerne tør og vil prioritere det!

– Når projekt Nordliv er færdigt, vil Ungerådet gerne benytte alle muligheder for at bidrage til, at rammerne bliver attraktive for unge og bliver fyldt med aktiviteter for unge, lyder det.