Til sommer vender Leroy Collins tilbage til Villa Nova

Til sommer vender Leroy Collins tilbage til Villa Nova
Leroy er en af Europas mest erfarne sangere og entertainere og har optrådt rundt omkring i verden med adskillige shows - blandt andet The Dark Side Of Elvis, Stevie Wonder Show, Michael Jackson Tribute, og Lionel Ritchie Tribute. Privatfoto
NOTITS | KULTUR | RØNNE | Onsdag 16. februar 2022 • 15:18
Jesper Gynther
Journalist
NOTITS | KULTUR | RØNNE | Onsdag 16. februar 2022 • 15:18

Bornholms Tidende bragte den 31. oktober en historie om den caribiske Leroy Collins, der gik på grund med skibet Evi Antonatos ud for Galløkken i Rønne tilbage i 1971, og som i årene efter spillede mange koncerter i Villa Nova.

Efter at have læst artiklen besluttede de nuværende arrangører på Villa Nova sig for at finde frem til Leroy, så han igen kan optræde på det gamle spillested i Blykobbe Plantage. Koncerten skulle have været afviklet denne vinter, men grundet coronarestriktioner blev det udsat. Nu er der dog fundet en ny dato, og det bliver den 25. juni klokken 19.

– Det er vores ønske at genoplive Villa Novas historie, og hvem ville være bedre til dette end Leroy Collins? Leroy betegner selv Villa Nova som et daværende hjem for ham, og han glæder sig til atter en gang at besøge Bornholm og Villa Nova og give bornholmerne et show sammen med sit band, fortæller arrangør Annika Holst i en pressemeddelelse.

Arrangementet kan findes på Villa Novas facebookside, og billetter kan købes via det tilknyttede link på facebookbegivenheden. Der vil ligeledes være salg af billetter i døren, oplyser arrangøren.

FÅ ABONNEMENT