Arrangementet byder på tre scener, aktiviteter i Musikhuzet og fællesspisning.
Det bliver den kendte folkemøde- og tv-vært Anders Breinholt, der skal styre hovedscenen, når Foreningen Folkemødet arrangerer Bornholmermødet.
Hovedemnet er Bornholms fremtid, og fra hovedscenen vil Anders Breinholt guide publikum igennem dagens program, der byder på debatter, forskeroplæg og musik.
– Vi er utrolig glade for at kunne præsentere et program, der kommer bredt omkring Bornholm og de spørgsmål, der optager øen. Fra turisme, bosætning og energi til kultur, identitet og vores fælles fremtid, siger direktør Signe Saabye Ottosen i Foreningen Folkemødet i en pressemeddelelse.
Bornholmermødet havde premiere sidste år, og i år er Foreningen Folkemødet gået sammen med Musikhuzet og TV2 Bornholm om et nyt format. Det hele foregår på og omkring Store Torv i Rønne lørdag 21. november.
– Med Bornholmermødet vil vi skabe et samlingspunkt, hvor bornholmerne kan mødes på tværs, blive klogere og tage del i samtalerne om den ø, vi deler, siger Signe Saabye Ottosen.
Mens Anders Breinholt styrer hovedscenen, er journalist og forfatter Johanne Pontoppidan Tuxon vært på debatscenen, og journalist og forfatter Mikkel Frey Damgaard står i spidsen for forskningsscenen.
I Musikhuzets foyer kan man prøve et brætspil om energiøen og møde lokale politikere, som er gæstebartendere, og dagen rundes af med gratis fællesspisning, som sætter fokus på smagen af fremtiden på Bornholm. For at deltage i fællesspisningen skal man reservere en gratis billet via Musikhuzets hjemmeside.