Ydermere svarede teaterchefen:
– Noget af det, der går lidt igen i beskrivelsen af bornholmerne, er for det første – helt oplagt, kan man sige – at de taler sproget, men også at de er venlige. Dertil lidt konservative og stædige i deres fremfærd, og de er meget stolte af det, de kommer fra. For førdernes vedkommende er det væsentligste kendetegn, at de hverken taler eller forstår bornholmsk, og også at de gerne vil lave tingene om. De taler meget højt, og de har for eksempel ikke så meget forstand på færger, som er et af trækkene ved bornholmerne – de taler utroligt meget om færger.
Ingen fællessang
– Noget af det kunne man godt regne ud, og når vi så går tilbage i historien, er det nogle af de træk, vi finder igen. Men det, vi forsøger, og den opgave, vi har sat Claus på, er at naile det og sige: Okay, hvor er vi henne, og hvornår er man rigtig bornholmer. Og det er, som han også bemærker i starten af forestillingen, en meget vanskelig opgave. Uden at vi skal afsløre, hvor vi ender henne ...