Fra marripyta til vannkall – sådan taler bornholmerne om øens mindste væsner.
I anledning af Jørn Villumsens bog om Dæjn borrijnholmska flâuan Kâl handlede det i sidste uge om fluer. I denne uge udvider vi perspektivet og ser nærmere på bornholmske betegnelser for andre insekter. Selve ordet insekt har på bornholmsk i øvrigt formen ‘ijnnsekt’ udtalt med tryk på første stavelse (som på svensk) og med e-lyd i anden stavelse (ikke æ-lyd som i rigsdansk).
Flere af insekterne har særlige bornholmske navne. Det velnok kendteste tilfælde er mariehønen, der som bekendt hedder ‘marripyta’. Om den kan man sige: “Marripyta, marripyta, floi, floi, floi! I mârn få vi solsjinn å grant vær”.
En langt mindre kendt betegnelse er ‘sæmyggj’, der omtales af Amtmand Urne i hans optegnelser af særlige bornholmske ord fra midten af 1700-tallet. ‘Et sæmyggj’ er en guldsmed og beskrives af Urne som ‘et Slags Insekter med 4 Vinger og lange Stjerte; i Hasle skal de kaldes “Visper” eller ostindiske Myg’.
‘Ejn nattabuggara’, der også kan kaldes ‘ejn nattabaggara’ eller ‘ejn nattbuggara’, er en natsværmer. Ordet bruges imidlertid også overført om en person, der er sent ude om natten, en natravn.
‘Ejn brøms’ bruges (i overensstemmelse med den almindelige rigsdanske brug af ‘bremse’) både om egentlige bremser og klæger og undertiden også om gedehamse (i Bornholmsk ordbog hedder det dog, at den sidstnævnte brug primært gælder for byboer). Ordet illustreres med følgende eksempel i Bornholmsk Ordbog: ‘Når vâutehorrana vijlle hâ kraiturn te å bizza, så sorrade de lisom brømsana’. Det faste udtryk ‘hugga brøms’ bruges om heste, der slår hovedet op og ned for at jage bremserne væk. Overført kan det også bruges om mennesker, der gør lignende hovedbevægelser, hvilket illustreres med følgende eksempel i Bornholmsk Ordbog: ‘Dæjn maieristijn, jâ hâr fåd, hâr så lânt hår, så hajn får ’ed i oien, når hajn ska sjødda nâd, å så står hajn dær å hugger brøms’. Et andet (ældre) fast udtryk, der kan bruges om varmt, stille sommervejr, er når man siger, at det er ‘så varmt, a brømsijn âger me’, hvilket sigter på, at bremserne i et sådant vejr var særlig pågående over for hestene, når man var ude at køre.
‘Et floiekraitur’ (et herligt ord!) er en betegnelse, der kan bruges mere overordnet om flyvende skabninger, herunder insekter.
‘Ejn væggjasmedd’ beskrives af Teinnæs som et insekt i væggen, der banker. Der
er formentlig tale om boglus eller væggelus. Ordet kan desuden bruges om en særlig type stueur uden hus, som skal trækkes op hver dag, måske særligt om de små Nyrnbergerure med porcelænsskive.
Vender vi os mod billerne, så kan ‘ejn skâlmadk’ eller ‘ejn skâlbagg’ bruges om insekter “med hård beklædning”, som det hedder i Holms tillæg til Espersens Ordbog, altså om biller. Samme førsteled, ‘skâl-’, har ordet ‘skâlvijnna’, der bruges om dækvinger på biller og andre insekter.
Et andet ord, der kan betegne en bestemt bille, er ‘ejn vannkall’, som kan bruges som betegnelse for insektet vandkalv. Ordet kan imidlertid også referere til andre dyr. Ifølge Teinnæs skulle det i Bølshavn kunne anvendes om en vandmand (som på bornholmsk ellers hedder ‘en sijllakâga’). Andre steder, bl.a. i Østerlars, men i det hele taget vist mere almindeligt, bruges ordet om haletudser (‘små, swårta dyr i hölana med en liden rompa’ som det hedder hos Teinnæs). I Snogebæk skulle det kunne bruges som betegnelse for ‘flydara’ brugt ved fiskeri, det der ellers bl.a. kaldes ‘vannhujnn’ og ‘kobb’. Mere spøgende og overført kan ‘vannkall’ referere til en dreng, der er ivrig efter at bade, eller til en person, som drikker en masse vand.
Bâgsian er lavet i samarbejde med Bornholmsk Ordbog – gå på sproglig opdagelse på bornholmskordbog.ku.dk
