Martin Andersen Nexø og Østermarie Kirkes madonnafigur

Sillehoved tager os denne gang på en historisk tur til Østermarie Kirke.

I Østermarie Kirke fra 1891 er der en smuk tysk og forgyldt madonnafigur fra 1500.

Den blev købt af forfatteren Martin Andersen Nexø (1869 – 1954) i byen Dresden under 2. Verdenskrig. Dengang hørte Dresden til Østtyskland. Som kommunist var forfatteren flygtet til Dresden under 2. Verdenskrig, fordi hans bøger var beundret i både Østtyskland og Sovjetunionen. I Dresden blev han æresborger, men døde kort efter. Martin Andersen Nexø blev begravet på Assistens Kirkegård i København.

I året 1994 blev madonnafiguren foræret til Østermarie Kirke af forfatterens barnebarn. Som ung havde Martin Andersen Nexø gået på Østermarie Højskole og glemte det aldrig. Her fik det lille fattige menneskebarn troen på livet, og selv om han senere kom på Askov Højskole, havde Østermarie hans hjerte. Uanset hvor Martin Andersen Nexø boede, hang der et billede af højskolen på stuens væg.

Udenfor er opsat gamle runesten fra år 1000

Østermarie Kirke

Da der i middelalderen var to bornholmske kirker indviet til Jomfru Maria, valgte man at tilføje et Vester for den ene og Øster for den anden.

Den gamle kirke i Østermarie fra omkring 1150 var forfalden, den blev derfor i 1891 afløst af en større og mere moderne kirke. Under nedrivningen opdagede man dog nogle specielle detaljer, der lignede irsk/keltisk byggeskik fra 900-tallet. Derfor bevarede man resten og lod det frede som kulturminde. Af samme årsag er der to kirker i Østermarie.

Martin Andersen Nexøs tyske madonnafigur fra 1500

Østermarie Kirke fra 1891

Kirken blev opført af tilhugget granit med et stort klokketårn som våbenhus.

Skibet har to sidefløje, kaldet kors arme, samt kor og en halvrund apsis af den bornholmske type. Kirken og inventaret er tegnet af arkitekt Andreas Clemmensen.

Døbefonten af kalksten fra Gotland er fra den gamle kirke. Prædikestolen er tegnet af Clemmensen, dens fire smukke malede felter er overført fra den gamle kirkes prædikestol fra 1593. Der er et alterbord, men ingen altertavle, de tre vinduer bag alterbordet skaber alterets dekoration.

Mellem skibet og koret er der et frit hængende kors fra 1970. Det er lavet af kunstmaleren Poul Høm og hans hustru keramikeren Lisbeth Munch-Petersen. På det tidspunkt var ægteparret begyndt at lave nye dekorationer til øens kirker. Dermed kunne den nye kunst forbinde kirkens højtidelige stemning med nuet.

Frihedshelten Jens Kofoed mindetavle, et såkaldt epitafium

Frihedshelten Jens Kofoeds mindetavle

I den højre korsarm hænger en mindetavle, et epitafium fra den gamle kirke.

Det forestiller frihedshelten fra 1658 Jens Kofoed og hans familie. Efter opstanden mod svenskerne i 1658 fik han som belønning foræret Maglegård i Østermarie og døde der i 1689. Han blev begravet i den gamle kirke.

Mindetavlen fra 1682 er omgivet af to søjler og forestiller hans to hustruer og deres i alt 24 børn. De afdøde børn, før mindetavlen blev lavet, er markeret med et kors over hovedet.

Modsat hænger den smukke tyske madonnafigur fra 1500. Kirkens gulv er med firkantede røde fliser. Orgelet oppe på pulpituret er af nyere dato. Kirken har to klokker fra 1603 og 1766.

Østermarie Kirke er bygget året 1891

Østermarie kirkeruin

Den gamle kirke blev bygget med lokale kampesten, tilhuggede og bundet sammen med den bornholmske kalksten som cement.

Den havde et bredt tårn mod vest, skib og kor med en hvælvet halvrund apsis mod øst. Over den bevarede tynde formede hvælving har der været et fladt tag af tunge sandsten. For at kunne aflaste vægten af de tunge sandsten lavede man et hvælv af skrå flade sandsten, så den ene kunne aflaste den anden.

En meget sjælden konstruktion i Norden

Sådanne massive tage er sjældne i Norden.

Man ved der fandtes tre nedrevne kirker af den type i Sverige. Østermarie gamle kirke er derfor Nordens eneste med detaljer fra irske kirker fra 900-årene. Det brede tårn med spåntag blev nedrevet samtidig med opførelsen af den nye kirke i 1891. Våbenhusene havde tag af teglsten, mens koret og skibet havde måske blytag.

Kalkmalerier og inventar

Inden nedrivningen forlangte Kirkeministeriet, at man skulle rense kirkens vægge for puds og se efter gamle kalkmalerier.

Der fremkom dermed billeder fra tre perioder i kirkens historie. De ældste var et indvielseskors fra kirkens indvielse, samt resterne af lensmanden Holger Rosenkrantz' våbenskjold fra 1645. Fra kirkebøgerne omtales en altertavle fra 1580, den er i dag på Bornholms Museum. Kirken havde to pulpiturer, en på første sal for kvinder og på modsatte side for mænd.

En runesten med bånd og tekst

Runesten

Uden for kirken er der opsat fire runesten fra år 1000 med kristne budskaber.

En runesten er placeret inde i kirkeruinen, men teksten giver ingen mening. Bagsiden er et processionskors med hagekors. En runesten udenfor har denne tekst:

”Barne og Sibbe og Tue rejste stenen efter deres far Keld. Krist hjælpe hans sjæl.”

En anden runesten udenfor kirken har denne tekst:

”Ode og Svend og Ødger rejse sten efter Gunnulv deres gode broder og efter Gunhild (deres) moder”.

Det mærkelige propelkors er måske den irske bygmesters mærke

Den irske rose

Endelig fandt man i 1819 en særpræget runesten, der lå som et dørtrin i våbenhuset.

Den er i dag opsat med de andre runesten. Forsiden har et bånd med denne tekst:

”Barne og Tue og Asgot lod stenen rejse efter deres broder Sibbe. Krist hjælpe ham”.

To runesten er således i familie. Denne har dog en mærkelig bagside, noget der kan ligne et propelkors. Det symbol er set på få svenske runesten, men ikke i Danmark.

Måske skal korset være noget andet

Da jeg til min bog om gamle kirker på Bornholm var i Østermarie og fotograferede runestenene, kom der samtidig to engelske turister gående.

Da de ser korset, siger den ene begejstret:

”Oh dear, the irish rose”.

Damerne må således være fra Irland, da mange gamle irske kirker har det samme mærke. Måske huggede den irske bygmester sit hjemlands tegn i den bornholmske runesten. Da man begyndte at bygge Lund Domkirke, kom der byggefolk fra det meste Europa. Italien, Holland, Frankrig, England og Irland.

Måske tog den irske bygmester til Østermarie og opførte kirken med irsk byggeskik, hvorefter han huggede sit hjemlands rose på bagsiden af runestenen.